De diskursanalytiske værktøjer, som er præsenteret på denne side er i udgangspunktet orienterede mod det sproglige udtryk – enten mundtlige eller skriftlige. Dermed imidlertid ikke være sagt, at diskursanalysen ikke kan bruges i forhold til fotografisk orienteret journalistik. Jeg vil i dette indlæg give en lille oversættelse af redskaberne, for at vise, hvordan fotojournalister kan have gavn af diskursanalysen. Mine pointer vil (inspireret af en analyse lavet af Lars Emil Just Pedersen) blive eksemplificeret på Jim Goldbergs “Rich and Poor”.

Som et første skridt kan påpeges at diskursanalysen helt uproblematisk kan anvendes på billedtekster, eller hvis der på anden måde forefindes sproglige refleksioner over de givne billeder. Som fotojournalist vil man jo netop som regel ikke bare vise en virkelighed – man vil også fortælle noget, som har en mere almen karakter (så: hvorfor skal min seer beskæftige sig med dette? Hvad er min vinkel). I disse refleksioner vil der altid være stribevis af kategoriseringer, modstillinger, præsuppositioner, narrativer – og ofte også metaforer. Så bare værsgo at gå i gang.

Noget andet er imidlertid med selve billederne. Kan de også analyseres diskursanalytisk? Svaret er ja:

Kategoriseringer
Ideen om at analysere kategoriseringer i diskursanalysen hænger sammen med, at ord bevæger sig op på et alment niveau, som udpeger visse sider af virkeligheden på bekostning af andre. Billeder er på denne måde langt rigere i detaljen. Men selv et billede er jo nødt til at have en kant. Så der er noget, man har valgt ikke at vise i billedet. Dertil kan der arbejdes med fokus: Hvad fokuseres der på? Hvor står billedet skarpt, hvordan falder lyset. Hvad har fotografen villet have os til at fokusere på? På bekostning af hvad?

 

Her kan man f.eks. spørge, hvorfor de sidder skævt i billedet? Hvorfor er kvinden i centrum, og manden flagrer lidt ud til siden? Hvorfor sidder hun solidt i den store trygge seng, hvorimod han sidder på en lidt spinkel stol? Hvorfor ligger hendes hånd ovenpå hans. Og deres frie hænder: Hendes fast placeret under hagen, hans lidt usikkert hængende ned foran skridtet. Koblet med billedteksten, giver det indtrykket af at det anses for at være styrke, når man er selvberoende (kvinden), hvorimod den barnlige, der skal hjælpes, er svag. Men er barnlighed==svaghed? Og er den selvberoende altid stærk? Kan det ikke også være svaghed, hvis den selvberoende simpelthen ikke formår at tage imod hjælp?

–

På billedet til højre er en spændende kategoriserings-spænding, hvis man kigger på billedtekst overfor billede. For umiddelbart udstråler billedet ikke fysisk ensomhed – i hvert fald ikke hos manden. De er meget tættere på hinanden end på billedet til venstre, der mere oplagt kunne udstråle ensomhed. Men gennem billedteksten bliver det klart, at manden ikke er så tilfreds, som han ser ud. Og det er velsagtens pga. kvindens og barnets udstråling, at det retrospektivt bliver klart for manden, at han er ensom. Men er det oplagt at fokusere på egen følelse af ensomhed, når man ser sin familie være trist/ked af det? Ja, åbenbart. Men den manglende empati tyder næppe på gode prognoser for parforholdet…

Modstillinger
Modstillings-grebet er nok det greb, der mest uforandret kan flyttes direkte fra den sproglige diskursanalyse til en billedorienteret diskursanalyse. Enhver fotograf arbejder naturligvis med kontraster, modstillinger, inde/ude, osv. Derfor kan man altid spørge til den grundlæggende værdi (hvad er det, der gør at de pågældende forhold ender med at stå på hver sin side i et modsætningsforhold), er denne værdi den eneste oplagte? Hvad ville der ske, hvis man havde lagt en anden grundlæggende værdi ned over den viste virkelighed? osv.

USA. San Francisco. 1979. “This picture says that we are a very emotional & tight family, like the three Musketteers.”…”Poverty sucks but it brings us closer together.”

Dette billede viser f.eks. (kraftigt hjulpet af billedteksten) en modstilling mellem den fysiske fattigdom, og den personlige rigdom. Man kunne tale om en modstilling mellem velstand vs. kærlighed. Vel sagtens også at kærligheden er det vigtigste.

Dette billede bekræfter modstillingen, men her får billedet et twist gennem en spænding mellem billede og billedtekst. Umiddelbar ser man på billedet en stor ømhed mellem far og søn, men faren er bange for at være for vild til drengens skrøbelighed. Denne angst bekræfter sådan set billedets budskab om ømhed, men etablerer alligevel en modstilling mellem mandighed/styrke vs. børne-omsorg/skrøbelighed. Er det virkelig nødvendigvis sådan, at den maskuline vildskab er en trussel mod børns velfærd? Vi er nok mange fædre, der går med denne angst. Men er det mon et produkt af, at vi er opdraget i et kvinde-pædagogiseret samfund? Har drenge ikke brug for at kunne spejle sig i maskulin vildskab?

Metaforer
Metaforer er i udgangspunktet lidt problematisk i billeder, eftersom billeder i udgangspunktet jo blot viser dele af virkeligheden. Men naturligvis bruger vi også ofte billeder til at “sige” noget andet end det, der lige konkret vises i billedet.

–

Som eksempel kan nævnes at Jim Goldberg har utrolig mange billeder af møbler i sin billedserie. Særligt senge. Hvorfor det mon? Et bud kunne være, at sengen “repræsenterer” de viste menneskers liv? Eller i hvert fald det ydre aspekt af deres liv. “Vis mig din seng, og jeg skal sige dig, hvem du er”. Så når vi ser en rodet seng, så har vi nok en fornemmelse af, at der er rod i livet. Sengen bliver altså (i denne læsning) en metafor på livet. Hvad gør det ved vores forståelse af livet, at vi kobler seng med liv? I hvert fald kan man sige at den privat-personlige side af livet får en meget fremtrædende plads. Goldbergs fokus på sengen viser, at han er mere ude efter den privat-personlige rigdom end han interesserer sig for offentlig anerkendelse.

Præsuppositioner
Præsuppositioner er lidt akavede i forhold til billeder. Man kan godt sige, at der altid ligger en præsupposition i billedets vinkling: Det viste er det interessante, det jeg har skåret væk er mindre interessant. Men generelt er præsuppositionsanalysen nok lidt mere oplagt på sproglige udsagn, fordi disse ofte bærer på en større generaliserings hævdelse.

Narrativ
Mange billeder indeholder en vis tildeling af roller og fortolkning af situationen. Derfor kan narrativ-analyser sagtens være oplagte. Er det en succes, tragedie eller en komedie? Hvem er helte? skurke? ofre? Osv.

I Goldbergs serie er det overordnede narrativ vel, at rigdom/fattigdom afhænger af om man giver en del af sig selv til andre. Skurken er fattigdom, helten er rigdommen og ofrene er menneskene. Men er det nu også sådan at fattigdom altid korumperer livet? Og at rigdom altid giver lykke. Ja, det griber Goldberg også fat i i visse af billederne (se også billedet højere oppe, som jeg brugte til at analysere på modstillinger). Og hvad med menneskene? Er de altid ofre? Eller gør de sig til ofre, for deres egen utilfredshed med livet?

Dette værk er licenseret under en Creative Commons Attribution-ShareAlike 4.0 International License.