Jeg har de seneste otte år viet mit filosofiske arbejde til at reflektere over offentligheden i et demokratisk samfund. Med min ansættelse på Danmarks Medie og Journalisthøjskole har det været oplagt, at dette arbejde fokuserer på den journalistiske del af dette. I 2015 udgav jeg en artikel, hvor jeg prøvede at opsamle hvilke opgaver der resterer for den fjerde statsmagt i en offentlighed, der i stigende grad domineres af sociale medier, algoritmebaserede medier og brugergenereret indhold. Den kan læses her: Link

I den artikel argumenterer jeg for, at hvis man tager det deliberative demokrati som udgangspunkt, så ligger der overordnet set tre opgave typer tilbage for den fjerde statsmagt: (a) traditionelle opgaver som formidling, efterforskning og kritik; (b) moderation af dialoger (sikre en passende diversitet mellem de talende); (c) moderation af tavshed (give stemme til de tavse interesser i samfundet).

Moderation af tavshed

Jeg har her i december/januar imidlertid gået videre med den tredje pointe: Opgaven med at moderere tavshed. Det er egentlig en pointe jeg oprindelig henter fra Jacques Derrida, der i sin tidlige filosofi viste, at kommunikativ betydning kun kan opstå gennem tavshed. Det er den tavse medbetydning af ikke-artikulerede “lignende tilfælde”, der gør, at vi kan bruge de samme ord i forskellige sammenhænge. Ligesom kommunikativ betydning også kun kan opstå i det tavse gab, der er mellem de talende.

En udtømmende gengivelse af Derridas argument (for så vidt man overhovedet kan sige, at Derrida filosoferer argumentativt) ville føre for vidt her. Måske rækker det også bare at sige, at betydning ikke kan opstå, hvis ikke det artikulerede grundlæggende sættes i en implicit (dvs. tavs) relation til andre lignende forhold.

“Betydning” spiller jo en stor rolle i sociale relationer, og hvis vi køber Derridas påstand, så er det måske også vigtigt at få reflekteret over tavshedens rolle i dette. Og rigtig mange journalister vil nok kunne genkende sig i en rolle som moderator af tavshed. Særligt i forhold til at modvirke tavshed. Nogle tavshedsstrukturer er nemlig undertrykkende i den forstand, at det lukker munden på udsatte borgere i samfundet.

Vi har brug for mere tavshed

I min december/januar artikel (og som altså ikke er udgivet endnu) har jeg imidlertid forsøgt at afdække, hvorvidt den modsatte opgave måske også er demokratisk påtrængende: Er det en opgave for den fjerde statsmagt, at skabe rum for mere tavshed?

Inspirationen til denne refleksion burde jeg have fået direkte fra Derrida, men jeg opdagede den først gennem en læsning af Hardt og Negris Declaration, hvor de gengiver Deleuze’ gamle udbrud (her gengivet på engelsk):

…it’s not a problem of getting people to express themselves but of providing little gaps of solitude and silence in which they might eventually find something to say. Repressive forces don’t stop people expressing themselves but rather force them to express themselves. […] What we’re plagued by these days isn’t any blocking of communication, but pointless statements.

Deleuze’ pointe er altså, at det største problem med vores offentlighed er, at den er alt for fyldt med udsagn og ytringer, og at det faktisk går ud over kvaliteten af det, som foregår i offentligheden (for nu at sige det lidt mildt).

Deleuze’ pointe er fra starten af 1990’erne, og siden da har vi jo ikke ligefrem set en udtynding af ytringer i offentligheden. Men giver det mening at sige, at vi skal have mere tavshed i offentligheden? Går det ikke imod alle vores demokratiske intuitioner om, at vi bør have en mangfoldighed af ytringer, for derved at lade de stærkeste synspunkter sejre, og for at forhindre at der er nogen, der bestemmer over alle?

Pointen i det følgende bliver imidlertid: Vi får ikke nødvendigvis en mere mangfoldig offentlighed ved at have flest mulige ytringer. Hvis de fremsatte ytringer ikke får lov til at blive omkranset af en form for tavshed, så mister de deres betydning/signifikans/mening — og så ender vi ud med en offentlighed fyldt med støj.

I min nye artikel konkretiserer jeg denne pointe på tre måder:

(a) Det er en vigtig opgave at lukke ned for dominerende stemmer

Det er en vigtig opgave for en fjerde statsmagt at modvirke at bestemte stemmer dominerer — for så mister vi muligheden for at høre de stemmer, der ikke bliver hørt. Så her handler indførelsen af tavshed sådan set bare om at restrukturere de tavshedsstrukturer, som allerede eksisterer. Den demokratisk bevidste fjerde statsmagt har en opgave i at forhindre, at det altid er de samme stemmer, der bliver hørt i givne sammenhænge. Dette er nok i første omgang et lille opråb til den medieprofessionelle om at undgå egne automatikker. Hvorfor er det f.eks. altid de polariserende stemmer, vi skal høre? Hvis man vil høre “folkets røst”, kunne man så vælge ikke at gå ned på Strøget i København?  Kunne man måske ligefrem vælge nogle gange at overlade selve mediets redaktion til andre end de normale medieprofessionelle, hvorved redaktører og journalister måske kom til at fylde lidt mindre i offentligheden?

Dermed ikke sagt, at disse stemmer aldrig må blive hørt — men en vedvarende udfordring af de medieprofessionelle vaner ville være gavnligt her.

(b) De manglende svar

Den første strategi ville nok næppe have tilfredsstillet Deleuze. For den ændrer sådan set ikke så meget på mængden af aktivitet i offentligheden. En pointe der nok imødekommer Deleuze’ frustation lidt mere kunne være, hvis man fik den fjerde statsmagt til at udvikle medieformater, hvor det kunne være acceptabelt ikke at have et svar på gode spørgsmål.

Denne pointe hænger sammen med en hermeneutisk pointe om, at hvor spørgsmål åbner for refleksion, så er svar med til at lukke refleksionen. Men i en intensiv medielogik, hvor den fjerde statsmagt (til en vis grad med rette) ser det som en vigtig opgave at stille magthaverne til ansvar overfor svære spørgsmål, så kan tidshorisonten på de afkrævede svar måske godt blive rigelig kort, når medievirkeligheden bliver så intensiv. Vi har derfor fået en offentlighed, hvor magthaverne på få sekunder skal kunne svare (i gode catchy overskrifter) på, hvordan dybt komplekse udfordringer skal løses. Og når medielogikken er således, så ender vi naturligvis også med at få politikere, der kan præstere sådanne hurtige svar.

Men svarene udvikler sig imidlertid efterhånden til at være indholdstomme proforma svar. Og problemet ved dette er, at det netop giver illusionen af, at der findes et let svar på de svære spørgsmål. Så får vi politikere, der tror at vi kan holde et kontinent af fattige ude ved hjælp af skrappe eksterne grænser. Eller politikere, der lokker med en 30 timers arbejdsuge.

Jeg foreslår derfor at journalister skulle udvikle nogle medieformater, hvor man har lov til at diskutere spørgsmål, hvor man ikke nødvendigvis skal ende ud med klare handlingsanvisende svar. Hvor magthaverne har lov til at sige “Dét var et godt spørgsmål. Det har jeg simpelthen ikke svaret på”.

Nu skal man naturligvis passe på med at være naiv her. For det skal jo ikke være en ladeport til, at magthaverne altid bare kan svare sådan. For nogle spørgsmål skal magthaverne jo have svar på — hvis vi skal tage dem alvorlige som sådan. Det er bare ikke alle. Og derfor skal der være klare grænser for, hvornår man er indenfor den ene eller anden relation mellem magthaver og fjerde statsmagt.

(c) De manglende spørgsmål

Den sidste pointe er givetvis også den mest rabiate, og jeg overvejede også om den var så rabiat, at man næppe kunne få andre end filosoffer til at leve med den. Men da jeg fik tænkt lidt nærmere efter, tog jeg den alligevel med, fordi det viser sig, at der faktisk findes eksempler på denne måde at tænke opgaven på.

Eftersom spørgsmål jo også må formuleres sprogligt, så rejser spørgsmålet sig nemlig, om der også kunne være en demokratisk gevinst ved at lukke lidt mere ned for spørgsmål.

Det rabiate i spørgsmålet ligger naturligvis i, at det vel nærmest er en selvmodsigelse at have en offentlighed, der formidler tavshed i sin rene form. Hvad vil det overhovedet sige, at have en offentlighed, hvor der hverken er spørgsmål eller svar? Og i hvilken forstand kan det være en normativ opgave at skabe rum for noget sådant.

Da jeg var ved at klippe pointen ud, kom jeg imidlertid i tanker om det skandinaviske fænomen “slow television“, som på forskellige måder handler om bare at være i verden. Så vi kan enten blive passagerer i et tog, der kører gennem landet, eller vi kan komme ud og sejle. I Danmark har vi endda Ramasjangs visning af folk og figurer, der sover. Budskabet er rimelig klart: Det er nat, nu er det slut med spørgsmål og svar. Sov godt.

Og denne sove-flade synes jeg er et godt eksempel på, at nogen opdyrker en tavshed i offentligheden. Netop ved at figurerne sover, ligger jo en opfordring til at forlade offentligheden. Herved har vi med et format at gøre, der helt eksplicit peger på offentlighedens egne grænser. Den deliberative offentlighed bør, for at være demokratisk frugtbar, formå at kunne bringe sig selv til tavshed. Ikke ved blot at være fraværende, men ved netop indenfor formatet selv at rumme en opfordring til at gøre noget, der ligger udenfor offentligheden.

Heri ligger måske den mest radikale opfordring fra den dekonstruktive tilgang til den deliberative offentlighed: Hvis de forskellige bestræbelser i offentligheden skal lykkes med at få en frugtbar dialog til at fungere, skal den samme offentlighed også kunne udstille sin egen tavshed, sine egne grænser. Den skal kunne række ud i en virkelighed, der netop ikke lader sig fuldt indfange af den diskursive offentlighed. En virkelighed, hvor vi må mærke efter, hvad vi savner i den konkrete offentlighed – i tavshed.

For derefter at kunne engagere os kompetent og refleksivt i de vigtige offentlige diskussioner – så diskussionerne netop ikke bare kommer til at køre i tomgang om sig selv, men får et aktivt og reflekteret forhold til det, der ligger udenfor den offentlige italesættelse.

Dette værk er licenseret under en Creative Commons Attribution-ShareAlike 4.0 International License.