29 thoughts on “Diskurser i offentligheden

  1. Politiken.dk: Ny lukkelov sikrer ikke åbne supermarkeder i julen

    Interessant drejning i diskursen her. Traditionelt har lukkeloven handlet om at sikre de ansatte ordentlige arbejdsforhold, eller at små forretninger kan overleve. Så det har altså været en modstilling mellem “store forretninger og brugerne” (som de onde) vs. “små forretninger og de ansatte” som ofrene. Men her bliver det til at det er brugerne, der er ofrene, forretningerne er de onde, og lovgivningen er den mislykkede helt.

    http://politiken.dk/tjek/penge/dinepenge/ECE1846782/ny-lukkelov-sikrer-ikke-aabne-supermarkeder-i-julen/

  2. Berlingske: Danske Bank undskylder for finanskrisen

    I dag ser vi et nyt eksempel på den fremherskende “undskyldningsdiskurs”. Vi ser jævnligt diskussioner dukke op om, hvorvidt ansvarlige aktører har sagt ordentligt undskyld, om de blot har “beklaget”, eller endda blot “påtaget sig et vist ansvar”. Denne tendens burde i sig selv undergå en nærmere diskursanalyse.

    I det konkrete eksempel synes jeg imidlertid det er påfaldende, hvordan Eivind Kolding italesætter det, der undskyldes. Det er den Danske Banks ageren i forbindelse med finanskrisen, hvor han siger: “Under den lange optur i årene op til krisen, hvor det hele gik stærkt, blev de fleste danske banker også fartblinde. Det gjaldt også Danske Bank”. Han bruger altså billedet om fartblindhed, og i det hele taget vender han tilbage til fart-billedet flere gange. Farten var et udslag af “vores ambition om at indfri markedets og investorernes forventninger om vækst”.

    Hvad er fartblindhed? Det er noget vi alle har prøvet, og vi opdager det først når vi kommer på den anden side. Det er ganske vist ulovligt, men i en vis forstand er det ikke rigtig noget vi kan gøre for. Vi har ikke BEVIDST gjort det ulovlige, og i dette tilfælde er det endda et produkt af, at vi har villet indfri hinandens forventninger om vækst. Så den Danske Bank har villet det gode, men “omstændighederne” har så gjort at det gik skidt. Dermed får vi en modstilling hvor den Danske Bank er på de godes side, og “omstændighederne” er de onde.

    Man kan naturligvis ikke fortænke den Danske Bank i denne selvfremstilling. Men som journalist bør man altid være lidt på vagt når de onde bliver noget så vagt som “omstændighederne”.

    http://www.business.dk/oekonomi/danske-bank-undskylder-for-finanskrisen

  3. Jp.dk: Jennifer Aniston dementerer tvillingegraviditet

    Jeg plejer jo at sige, at diskursanalyse kan bruges på alle former for journalistik, så i dag tager vi en lidt “blødere” genre. Der er åbenbart gået rygter om at Jennifer Aniston er gravid med tvillinger, og det dementeres så i denne artikel.

    Kategoriseringer: “Venner”-stjerne, privatliv, graviditetsrygter, uafbrudt, sladderpressen, udskriger

    Nu skal man jo have respekt for, at dette er en genre, så kategoriseringen af JA som “Venner-stjerne” er nok nødvendig her, selvom man jo nok efterhånden kunne mene, at den ikke er særlig dækkende for hendes rolle i kendis-verdenen. Derudover sker der noget interessant i journalistens selv-fremstilling. Der tales her om en “sladderpresse” (som JP-Blitz åbenbart ikke selv tilhører) der “uafbrudt udskriger” JA’s graviditet. Jeg har ikke fulgt med i om JP-Blitz også har deltaget i denne udskrigen, men her “udskriger” (kunne man have skrevet “annoncerer” eller “påstår” el.lign?) de jo i hvert fald noget andet: At hun IKKE er gravid. Så vi får altså en modstilling mellem dem, der hhv. annoncerer at hun er/ikke-er gravid. Man gør altså sig selv seriøs ved at bruge negativt farvet sprog om dem, der siger det modsatte. Men diskursanalytikeren ville jo nok spørge: Hvilke værdier bygger modstillingen på? Er det DEN væsentlige modstilling i forhold til JA?

    …og ja, ja — jeg ved jo godt, at det er det muligvis for læserne af den slags historier. Det er ikke nok, at man som diskursanalytiker kan stille sig kritisk overfor den pågældende praksis, man må også kunne komme op med et alternativ.

    Og her tænker jeg på, at pointen vel må være, at JP-Blitz gør sig skyldig i en slags indre selv-modsigelse: Man kritiserer den overdrevne interesse for JA, men man snylter også på den. Og så kunne man jo spørge sig selv: Er det udelukkende negativt, at “sladderpressen” interesserer sig så meget for JA. Jeg er naturligvis helt med på, at det tager overhånd, så der ER noget negativt ved det. Men denne interesse (der ofte kategoriseres negativt som “snagen”) er jo også udtryk for noget positivt: Man vil så gerne have, at JA kunne lykkes med at få et barn! Selve dette ønske kan naturligvis også på alle mulige måder problematiseres (er det lykken (den eneste) at få et barn? er det JA’s ønske at få et barn? osv.), men grundlæggende set er det jo et ønske om at det gå JA godt. Og det er vel en fin ting?

    Hvis man så mener at dette ønske er forfejlet, så var det måske snarere dette man kunne tage fat i. JA’s pressetalsmand udtrykker forarget “De skulle skamme sig over at have opfundet hele historien – endnu en gang”. Det er jeg sådan set enig i, men måske havde det været mere konstruktivt at sige noget i stil med: “JA glæder sig over de mange velmente ønsker for hende, men tomme ord gør intet barn”

    Så fik man både listet kritikken ud over kanten, samtidig med at man ikke skabte en så fuldstændig modsætning.

    Lige en sidste bemærkning: Der er jo også en metafor på spil: “Dråben, der fik bægeret til at flyde over”. Den skriver sig jo fuldstændig ind i ovenstående. Men den er godt nok også fuldstændig død. Den burde sættes på listen over metaforer, der er sat i karantæne det næste års tid!

    http://jyllands-posten.dk/blitz/kendte/article4957955.ece

  4. Statsministerens nytårstale den 1. januar 2013

    Statsministerens nytårstale er jo altid en oplagt lejlighed til at bestemme dagsordenen for de offentlige diskurser en rum tid fremover. Det er den fordi at der er et helt rituelt spil omkring den, hvor først medierne udlægger den, hvorefter oppositionen fortæller hvorfor man er uenige, og imens kan statsministeren så glæde sig over at han/hun har kunnet bestemme, HVILKE uenigheder det er vi diskuterer.

    Igen i år er det påfaldende at “krisen” er tematiseret inden det første minut er gået. Opgaven er at “vi skal bringe Danmark sikkert gennem krisen. Og alle skal med.” Med “…og alle skal med” forsøger hun givetvis at udstråle den solidaritet, som skulle kendetegne venstrefløjen imod højrefløjens mere rendyrkede liberalisme. En argumentanalyse ville dog hurtigt kunne vise at udsagnet er tomt. Statsministeren bruger her et rumligt billede, som det er svært at give konkret substans. For hvad vil det sige, at “alle skal med” — hvad ville det betyde at nogen ikke kom med? Hvor ville de så være henne, når krisen er ovre? Er det et løfte om, at ingen bliver fattigere af krisen? Næppe…

    Men spørgsmålet om, hvordan verden ser ud, når krisen er ovre kalder også på en diskursanalyse. For hvad vil det egentlig sige, at krisen er ovre? Hvad er krisen overhovedet for noget?

    “Krisen” er noget meget virkeligt. Uden at have dokumentationen helt i orden, vil jeg vove den påstand, at “krisen” har været nævnt som hovedårsag ved mindst 90% af alle politisk-økonomiske stramninger, der har været realiseret siden 2008. For ikke at nævne de fyrringer og konkurser, der har fundet sted i samme periode…

    “Krisen” er en benævnelse af nogle forhold i den økonomisk-finansielle verden. Banker har været under pres, og er blevet understøttet med politiske støtteordninger. Skræmme-eksemplet er Grækenland, der mere eller mindre har måttet afgive den nationale suverænitet, for at tækkes de finansielle krav, som følger i kølvandet på økonomisk støtte. “Krisen” er med andre ord en benævnelse af de økonomiske forhold, og jeg skulle jo være et skarn, hvis jeg benægtede krisens eksistens. Opbakningen fra økonomiske eksperter til den udlægning er trods alt for stor. Men en stille diskursanalytiske indvending kunne måske være, om det altid skal være det første der siges om den politiske situation i Danmark. Er det virkelig helt umuligt at have andre politiske ærinder i Danmark end at ride krise-stormen af?

    Kigger vi lidt længere nede i talen, ser vi da også at der introduceres nogle værdier, som skal være med til at bestemme hvordan vi rider stormen af: “Lighed. Frihed. Tryghed. Det er de grundlæggende værdier, som vores fællesskab bygger på.”. Især med accentueringen af lighed og tryghed kunne man forvente, at vi nu kommer ind på nogle af de mere traditionelle socialdemokratiske dyder, men allerede i næste afsnit er vi tilbage ved at “vi handler og tager ansvar. Vi holder styr på økonomien. Det er ikke altid så nemt. Men vi bliver nødt til det. For det er selve forudsætningen for vores fælles velfærd.” — “krisen” har igen taget over, og kommer FØR de grundlæggende dyder.

    Lidt mere substans kommer der på omkring statsministerens tale om folkeskolen: “Det var så dejligt at se glæden i pigens øjne. Det mindede mig om, hvordan alle børn har lyst til at lære. […] Vi skal bevare børnenes lyst til at lære.” Her bliver statsministeren helt menneskelig, og jeg vil derfor dvæle lidt ved det (og sådan nogenlunde ignorere at denne italesættelse munder ud i “krisens” krav om, at vi skal uddanne os for at klare os gennem kravene om forandring). Jeg tror statsministeren her taler direkte ind i de fleste forældres hjerter. Vi har nok alle oplevet glæden ved at se børn glædes over at erobre nyt land — når børnene bliver optaget af at forstå verden bedre. Børn HAR lyst til at lære, og det er en fin ting. Men diskursanalytikeren er også nødt til at påpege, at denne kategorisering også indeholder en reduktion af børn. For børn er ikke KUN optaget af at lære, og måske endnu vigtigere: de er ikke altid optaget af at lære det, som vi vil have de skal lære. Og (også vigtigt): måske heller ikke altid på det tidspunkt og på den måde, som vi mener er den rigtige. Statsministeren er med sin italesættelse ved at vænne os til, at børn skal gå i heldagsskole — med henvisning til, at de gerne vil lære. Men er der en direkte linie fra at børn (bl.a) godt kan lide at lære, til at det er det bedste for dem, at gå i skolen hele dagen. Kan forældre (f.eks.) slet ikke lære børnene noget? Har skolen rummelighed til at indfri alle læringsbehovene hos børnene? Hvad mister vi ved at alle børn placeres i den samme læringssituation?

    I hvert fald kan man godt blive lidt forpustet, når man læser konkretiseringen af, hvad det vil sige, at “bevare børnenes lyst til at lære”: http://www.uvm.dk/I-fokus/Goer-en-god-skole-bedre/Laes-udspillet-Goer-en-god-skole-bedre

    http://www.stm.dk/_p_13793.html

  5. Ekstrabladet: Regeringen vil beskære SU-fjumreår

    Kategoriseringer: Fjumre-år, reformer, SU-ryttere

    Modstilling1: Effektive studerende (de gode) vs. SU-ryttere (de onde)
    Modstilling2: Fjerne fjumreår (regeringen) vs. se på systemerne og kulturen (DF)

    Nede i brødteksten benævnes “fjumre-året” som “det ekstra studieår, som studerende i dag kan bruge til forlængelse af studietiden”, hvilket jo bestemt er en mindre nedsættende betegnelse, men faktisk er der stadig tale om, at fænomenet italesættes som en slags udgift — “studietiden” forlænges. Hvad nu hvis man kaldte det et “eftertænksomhedsår”. Journalisten hjælper nedskæringerne på vej ved at skrive dem ind i “reformer”, hvilket har en mere positiv klang, end hvis man kaldte dem “reduktion” eller “besparelser”.

    Dertil kommer at der da vist også er en faktuel bøf: Der tales om SU-ryttere, “som i årevis skifter mellem ungdomsuddannelser for at forlænge SU’en”. Det er da vist mange år siden man har kunnet forlænge sin SU “i årevis” 🙂

    Modstilling2 er interessant, fordi begge sider af modstillingen er enige om, at studerende skal hurtigere igennem uddannelserne. Får vi egentlig de bedst uddannede ved at presse dem hurtigt gennem systemet? Selv formanden for Danske Studerende Fællesråd køber den præmis, men implicerer bare, at det er vanskeligt rent faktisk at blive mere effektive.

    http://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/article1893128.ece

  6. Avisen.dk: Derfor lever kaffesøstre længere

    Efter at have skænket dagens første kop, besluttede jeg mig for at sætte mig selv lidt på en prøve i dag. Vi har altid fået at vide, at kaffe er usundt, men her var endelig en artikel, der siger at kaffe er sundt. Kan “kaffe-elskeren” [kategorisering!] lave diskursanalyse på dét?

    Først til en start en metarefleksion: Er artiklen selv faktisk et stykke diskursanalyse? Her må svaret blive nej. Artiklens udgangspunkt er simpelthen, at nye forskningsresultater har vist, at det vi før troede var sandt, ikke passer. Faktisk kan man sige, at artiklen bare skriver sig ind i en modstilling, der har bølget frem og tilbage i umindelige tider: Er kaffe sundt eller ej?

    Men hvad kan diskursanalytikeren stille op med artiklen så? Lad os se. Det er jo en lille kort notits, så der er ikke så meget at arbejde med:

    Kategoriseringer: kaffesøstre, myter, folkesygdomme
    Modstillinger: skadelige vs. positive effekter

    Til en start kan vi konstatere, at kategoriseringerne giver sådan et lidt komisk og naivt billede af den traditionelle opfattelse (kaffesøstre, myter) men også “folkesygdomme” gør et stykke arbejde, idet den indsnævrer hvilke virkninger vi kigger på. Så lige specifikt i forhold til folkesygdomme (konkret: kræft, hjertekar-sygdomme og type 2-diabetis) kan vi konstatere at kaffe har en positiv effekt. Ved at lave dén fokusering bliver modstillingen mellem de skadelige/positive effekter naturligvis også oplagt.

    Ved at ophøje kræft, hjertekar-sygdomme og type 2-diabetis til “folkesygdomme” giver man et rigeligt stærkt billede af undersøgelsens betydning. Jeg vil ikke afvise, at man KAN kalde dem “folkesygdomme”, men er de mere folkelige end så mange andre sygdomme? Hvad med influenza, forkølelse, hovedpine, etc…

    Et andet diskursspørgsmål kunne være: Hvorfor er det altid “sygdom”, der bliver tematiseret, når vi taler om kaffe? Ok indrømmet, i nyere tid har der faktisk også været en del indlæg om det “æstetiske” ved kaffe (hvad er god kaffe, hvordan laver man en god kaffe). Men hvad med det “sociale”? I denne artikel bliver der gjort lidt grin med det: kaffeSØSTRE, men er dét en særlig dækkende beskrivelse af, hvad der sker socialt med os, når vi drikker kaffe? Både det nær-sociale (dem vi konkret er sammen med) og det samfunds-sociale (hvordan kaffen inddeler os i forskellige sociale lag). Og nå ja, nogle gange drikker vi den jo også alene. Det er jo også en måde at være social på.

    Pointen er, at med disse spørgsmål har vi taget fat i modstillingen: Det er i hvert fald ikke længere “(fysisk) sundhed” der afgør om kaffen er skadelig/positiv.

    Nå, videre til næste kop…

    http://avisen.dk/derfor-lever-kaffesoestre-laengere_198529.aspx

  7. TV2-Østjylland: Vil have mere økologi

    Nu skal Aarhus kommune have mere økologi — “mindst 60 procent af maden i kommunens køkkener, madtilbud og kantiner skal være økologisk i 2020”

    For det første indeholder artiklen er tyk præsupposition: “Mere økologi giver os et bedre miljø, bedre ernæring og en højere kvalitet af måltiderne i de offentlige køkkener”. Der præsupponeres at de offentlige køkkener har brug for et bedre miljø (??), bedre ernæring og højere kvalitet. Gad vide om det er rigtigt? Jeg er helt med på, at økologi kan give bedre miljø — men vel ikke i køkkenerne? Og i det omfang kvaliteten er lav i offentlige køkkener, er det så pga ikke-økologiske fødevarer, eller er det fordi mandskabstimerne er så få, at man ikke har tid til at lave ordentlig mad?

    Nå, men derudover er det diskursanalytisk interessant, at økologi indsnævres til at handle om miljø, ernæring og kvalitet — det er disse kategoriseringer, der bruges. Og implicit kommer køkkenets kvaliteter så også til at handle om dette, og så er det jo rigtig fint, at køkkenernes produkter bliver lavet på baggrund af økologiske fødevarer. Men handler køkkener kun om, hvad der bliver stillet på bordet og puttet i munden? Kommer kvalitet kun fra råvarerne? Er der ikke en praksis omkring fødeindtag, der er blevet lettere fremmedgjort her? Noget omkring processen med at lave maden, præsentere den, det sociale omkring indtaget, oprydningen, osv.

    Det kan hurtigt blive kæmpestort, og nok ikke på sin plads i et lille nyheds-telegram. Men der er stof nok til en 3-4 baggrundsartikler, hvis man skulle mangle noget at lave 😉

    http://www.tv2oj.dk/artikel/147816:Aarhus–Vil-have-mere-oekologi

  8. Balladen i Fredericia Byråd

    Nå, der er vist ingen vej udenom. Tidens store historie i medierne er konflikten i Fredericia Byråd, hvor Borgmester Thomas Banke (V) er upopulær blandt flertallet. Grunde der nævnes i medierne er hans forhold til stoffer, brug af offentlige midler til private formål og rod i regnskaberne.

    I dag vinkles historien primært som en konflikt i Venstre. Det kan vi f.eks. se her: Politiken.dk: Tur/retur i Fredericia: Banke er blevet medlem af Venstre igen

    Konkret på teksten:
    Kategoriseringer: resterende, omstridt, smide-ud, eksklusion, omgøre
    Modstilling1: “bestyrelsen for Venstre i Fredericia” vs. “flertallet i Venstres byrådsgruppe”
    Narrativ: Komedie
    Modalitet: “man ønsker… jeg har derfor….”

    Hvis man starter med at tage fat i narrativet, så kan vi konstatere at komedien bygger på en relation mellem (1) bestyrelsen for Venstre i Fredericia, (2) 4-byrådsmedlemmer fra Venstre, (3) Thomas Banke og (4) Pernelle Jensen (det femte medlem fra Venstres byrådsgruppe). At modstillingen er ubehagelig bliver temmelig klart ved at kigge på modaliteten i Pernelle’s udsagn. Hun har rigtig travlt med at umyndiggøre sig selv, og blot gøre sig selv til et værktøj for en (tilsyneladende ubetvingelig) magt. Når bestyrelsen ønsker noget, så har hun tilsyneladende kun en ting at gøre. Som folkevalgt byrådspolitiker synes jeg godt man journalistisk kunne have afkrævet hende en stærkere modalitet. Kan man som folkevalgt politiker virkelig tillade sig, at gøre sig til et passivt instrument for ikke-folkevalgte synspunkter?

    Derudover synes jeg også at narrativet kalder på en refleksion. Vi har altså med en komedie at gøre. Thomas Banke bliver sådan lidt en mellemting mellem Pantalone og Brighella (den magtfulde, som folk elsker at drille vs. den dygtige løgner, som uretmæssigt skubber sig frem i forreste række) — alt efter hvilke antydninger vi hælder mest til i det skrevne. Pernelle bliver en slags Hamlets Orphelia, der lader sig styre af kongen og dronningen (der er kommet til magten efter indbyrdes konspirationer — var der nogen der sagde: Bestyrelsen i Fredericia-Venstre og DF/K???). De 4 resterende byrådsmedlemmer fra Venstre er muligvis Hamlet, men vi ved det ikke rigtigt.

    Men når vi stiller diskursanalytisk skarpt på denne situation, så er det også klart, at vi må spørge os selv: Er det egentlig komisk? Ja, det er det nok, men det er ikke det hele, der er at sige om det. Komikken bygger på at modstillingen foregår mellem nogen, der egentlig burde være på samme side. Derfor kan vi også hurtigt se, at modstillingen ikke kan være udtømmende. Hvem falder udenfor? Ja, det gør alle de andre byrødder. Sidder der måske en viceborgmester (med mod på at blive til “mere”) og trækker i nogle tråde? Er modstillingen opstået på et rent personligt plan, eller har den onde konge/dronning nogle gode grunde til at have ændret mening? Vi savner hvilke mulige begrundelser der kan være til, at nogen har ombestemt sig. Inden jul var hele byrådet enige om eksklusionen, men efter jul har flere aktører så ombestemt sig (bestyrelsen for Venstre i Fredericia, et af venstres byrådsmedlemmer, byrådsmedlemmerne fra K og DF). For den store offentlighed fremstår dette skifte som lidt af et mysterium, eftersom der ikke er kommet formildende omstændigheder frem i mellemtiden. Derfor griner vi-der-ikke-kommer-fra-Fredericia lidt af det hele, for vi får faktisk ikke rigtig lov til at vurdere mulige gode grunde til holdningsskiftet.

    http://politiken.dk/politik/ECE1863536/turretur-i-fredericia-banke-er-blevet-medlem-af-venstre-igen/

  9. Dr.dk: PR-chef chokeret over DSB-sag

    Mediebilledet i dag er domineret af historien fra Danmarks Radio om, at DSB tilsyneladende har betalt et PR-bureau for at give opgaver til en DSB-kritisk journalist, således at denne ikke havde tid til sit kritiske arbejde.
    http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2013/01/13/174556.htm
    http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2013/01/13/182133.htm

    I kølvandet på sådanne historier følger jo en masse “krisehåndtering”, hvilket kan være interessant fra et diskursanalytisk perspektiv, eftersom krisehåndtering ofte i sig selv aktivt bygger på diskursanalytisk arbejde.

    DSB har naturligvis selv været på banen:
    http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2013/01/13/194927.htm
    (et klassisk greb: den eksterne undersøgelse => at der går tid inden man “kan udtale sig” + at man får fokuseret interessen ind på, at den er en (eller enkelte) medarbejder(e), der har handlet forkert — det er ikke hele organisationen)

    Den ansvarlige minister har været i gang:
    http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2013/01/13/214829.htm
    http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2013/01/14/081732.htm

    …og oppositionen:
    http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2013/01/14/073908.htm

    Jeg vil imidlertid fokusere på branche-organisationernes reaktion, her ved Morten Grøn, formand for Public Relations Branchen i Danmark og formanden for Danmarks Journalistforbund, Mogens Blicher Bjerregård:

    Kategoriseringer: chokerende, uhørt, “uden fortilfælde”, “kritisk journalist”, “tager skarp afstand”, dønninger, stråmand, “dårlig rådgivning”, uacceptabelt, raffineret, afsløring
    Modstillinger: medlemmer vs. ikke-medlemmer, etisk vs. uetisk, raffineret vs. dårlig rådgivning
    Præsuppositioner: “Waterfront er ikke medlem af organisationen” (præsup: 1. Vi har ikke noget ansvar; 2. Medlemmer ville ikke gøre sådan)

    For en umiddelbar betragtning så er Grøn (PR) og Bjerregård (journalist) meget enige. Der er nogle rigtig stærke kategoriseringer, som er negativt farvede. Ikke overraskende ser vi derfor også nogle skarpe modstillinger, der bygger på en os/dem modstilling — og “vi” er naturligvis på den gode side. Ved et nærmere kig (den tredje modstilling) ser vi imidlertid en interessant nuance, eftersom Grøn kalder det dårlig rådgivning og Bjerregård kalder det raffineret. Bjerregård underforstår altså at denne slags handlinger ligger indbygget i PR-branchen — det er sådan noget de gør, når de er rigtig dygtige; hvorimod Grøn argumenterer for at det er decideret dårlig håndværk for en PR-medarbejder, når denne opfører sig uetisk. Bjerregård køber altså ikke helt Grøns ansvarsfraskrivning.

    Dette fører os videre til præsuppositionen. Er den rimelig? For en umiddelbar betragtning kan man sige, at man som organisation naturligvis ikke kan have ansvar for at ikke-medlemmer ikke overholder organisationens regler. Men måske ikke helt. For hvis Grøn har ret i, at det ligger strukturelt i PR-branchen, at de lyver, hvis de kan slippe godt fra det, så er det naturligvis en indvending mod ALLE PR-medarbejderes eksistensberettigelse, og så er det noget man skal kunne svare igen på som branche-repræsentant.

    Retfærdigvis skal det siges, at det gør Grøn jo faktisk også et forsøg på, ved at sige at det er dårlig rådgivning. Men sandheden af dette udsagn blafrer jo lidt i vinden: Hvis ikke DR var kommet på sporet af sagen, så havde DSB jo faktisk tilsyneladende lykkedes med missionen…

    Til sidst vil jeg også lige tage fat i modstillingen etisk vs. uetisk. Alle synes at være enige om, at dette er uetisk, fordi man har hindret en journalist i at gå kritisk i kødet på DSB (underforstået: denne ville faktisk have kunnet afdække kritisable forhold; underforstået: de informationer journalisten ville have fundet var vigtigere end det arbejde han har lavet for PR-bureauet). Argumentet går meget på intentionerne — DSB’s intentioner, som ganske rigtigt synes at være uetiske. Men man skal huske på, at etik ikke kun handler om intentioner, men også om konsekvenser. Er der nogen, der har undersøgt konsekvenserne af disse handlinger? Hvilke konsekvenser fik det, at journalisten lavede arbejde på DR. Hvad var hans udsigter, hvis han ikke havde taget arbejdet. Var der nogen, der var villige til at betale for hans kritiske arbejde? Det kunne godt være, at hvis vi kiggede på konsekvenserne, ville skillelinien mellem de etiske og uetiske placere sig lidt anderledes…

    http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2013/01/13/232315.htm

    1. Hej, interessant analyse. Man bør dog være opmærksom på, at DSB faktisk ikke var lykkedes – uanset om det var forblevet en hemmelighed. DSB får måske 20.000 omtaler om året, så at lukke ned for een kritisk freelancer – hvor meget rykker det mon ved det mediekonstruerede omdømme!?

      1. Det har du selvfølgelig ret i. Men ikke alle omtaler er vel lige “værdifulde”. Så her må vi vel gå ud fra, at de ansvarlige har vurderet at Lars Abild’s stemme i offentligheden har haft den værdi, som de har lagt i at fjerne den.

        Selv om du selvfølgelig har ret i, at han kun er én blandt rigtig mange, så er det jo også sådan at én kritisk stemme, der finder noget, kan få de øvrige 19.999 til at følge samme vej. Det har vi jo et eksempel på i øjeblikket. DR’s historie her, ville det ganske vist ikke kunne betale sig at lukke ned på denne måde, da den jo grunder i en lækage, der sikkert bare ville være fortsat til andre medier, hvis ikke DR tog den op.

        Vi ved ikke hvad det var, Lars Abild var på vej til at opdage (i virkeligheden også en interessant diskursanalytisk pointe, at vi slet ikke interesserer os for dét 🙂 ). Men de ansvarlige hos DSB må jo have ment, at det ikke var noget andre sådan lige ville opdage.

  10. Information.dk: ’Jeg sagde igen og igen, at konventionerne skulle overholdes’

    Statsløsekommissionen er ved at undersøge om forskellige integrationsmininstre ulovligt har givet statsløse unge afslag på statsborgerskab i strid med konventionerne — sagen der førte til at Birthe Rønn Hornbech blev afsat som minister for området.

    I denne uge (onsdag) har Hornbech’s forgænger, Bertel Haarder, så været afhørt. Og her er det svært ikke at være kommunikations-professionelt fascineret. Særlig én sætning spiller en afgørende rolle for, at han (i det mindste i offentligheden, noget andet er om juristerne køber den) kan fremstå nogenlunde uplettet:

    »Som minister interesserer man sig for det, der kommer ud af maskinen: Overholder man konventionerne, eller gør man ikke?«

    Det er dygtigt metafor-arbejde det her. Ministeriet = en maskine. Det er dygtigt fordi vi nok godt kan genkende oplevelsen: Juridiske og administrative institutioner kan fremstå meget komplekse, og vi opgiver ofte at forstå dem til bunds. Vi ved, at der sker en masse derinde, men for de fleste af os er det nødvendigt at fokusere i vores omgang med dem. Hvad skal vi føde ind i “apparatet”, og hvad kommer der så ud på den anden side. Sådan må det naturligvis i en vis forstand også være for ministre og deres ministerier — ellers var der jo ingen grund til at have en fast stab af embedsmænd.

    Men der hvor metaforen så gør et reelt diskursivt arbejde er, at for maskiner er det faktisk sådan, at de kun kan forstå én slags input, og kun kan give én slags output. Hvis vi vender den tilbage på integrationsministeriet, så siger Haarder at dets output er “Overholder man konventionerne, eller gør man ikke”. Men selv uden at have haft min gang i ministeriet, så vil jeg blive meget overrasket, hvis dét skulle være det eneste relevante output, der kommer fra ministeriet.

    Men ved at bruge “maskine”-metaforen indfører Haarder en “black box” af ukendskab, som han kan tune ind efter sit behov, således at han kan fralægge sig et ansvar. Her i undersøgelses-kommissionen har han behov for at fokusere på konventionerne, for det er dem, han her kan blive dømt for at have overtrådt.

    Men en ting er jo, om man rettighedsmæssigt har fornægtet de statsløse et statsborgerskab. Men hvis de ikke ved at de har ret til det, så får de nok ikke søgt om det. Og her er det jo påfaldende at ministeriets informationsmateriale ikke oplyser herom. Men ifølge Haarder er det en ligegyldig petitesse, måske allerhøjst en (ubetydelig) fodfejl:

    »Man kan altid diskutere, om man kan informere borgerne bedre, eller om man kan informere medarbejderne bedre. Der er jo ikke noget, der ikke kan gøres bedre,« svarede Haarder.

    …og det er jo også rigtigt. Vi kan altid gøre tingene bedre — underforstået: når det altid er sådan, så kan vi vel næppe klandres for at have begået fodfejl.

    Men: Giver det mening at adskille en (formel) rettighed fra en manglende (reel) mulighed for at få indfriet rettigheden?

    http://www.information.dk/448192

  11. Information.dk: Al Jazeera – propagandamaskine eller frihedsstemme?

    I dag tager jeg fat i ét af de medier (Dagbladet Information), som jeg ellers normalt synes er gode til at bryde de etablerede medier. De har taget fat i nyhedskanalen Al Jazeera som med jævne mellemrum bliver diskuteret — i hvert fald i Danmark. Således har Pia Kjærsgaard flere gange forsøgt at få lukket ned for deres adgang til danske borgere, fordi hun mener de fører islamistisk propaganda. Dagbladet Information stiller så spørgsmålet, om kanalen er en propagandamaskine eller en frihedsstemme.

    Kategoriseringer: nyhedskanal, konservative, højrenationale, terrorsympatisører, talerør, provinsialisme, bandlyst, statsejet, uafhængigt, blød magtkamp, medieeksperter, demokratisering, politisk reform, væsentlig aktør, folkelige oprør, transnational, fjendebillede.
    Modstilling1: propagandamaskine/frihedsstemme
    Modstilling2: Pia Kjærsgaard/Bill O’Reilly
    Modstilling3: Transnationale vs. provinsielle
    Modstilling4: Arabere vs. amerikanere/europæere

    Til en start kan vi konstatere at de Al Jazeera-kritiske stemmer kategoriseres og fremstilles lettere naivt-negativt: de er “konservative”, “højrenationale” og vil “bandlyse” (hvorfor ikke bare skrive: forbyde?), og er begrænsede af et “fjendebillede”.

    Hvorimod Al Jazeera selv forbindes med positive kategoriseringer: “nyhedskanal”, “blød magtkamp”, “demokratisering”, “politisk reform”, “uafhængigt” (hvad vil det sige at være uafhængigt — af hvad? Eftersom den er statsejet, kan den vel ikke være fuldstændig uafhængig), “væsentlig aktør” (væsentlig for hvad — hvad er det vigtige her?), “folkelige oprør” og er “transnationale”

    Så selvom Journalisten præsenterer artiklen som en undersøgelse af et åbent spørgsmål, så er det reelt et indlæg, hvor der entydigt argumenteres for et bestemt svar: På trods af enkelte begrænsninger, så er Al Jazeera reelt set en frihedsstemme.

    Det er der sådan set ikke noget odiøst i. Jeg går ud fra, at journalisten har sin research i orden, og ud fra dette har konkluderet, at det må være det rette svar. Men diskursanalytikeren må jo uvægerligt gribe fat i modstillingen (primært modstilling1). For det første: (a) er de gensidigt udelukkende; for det andet: (b) hvad er den fælles værdi, der gør dette spørgsmål uomgængeligt; og for det tredje: (c) hvad mister vi blikket for, når vi hele tiden vinkler vores behandling af Al Jazeera på den måde?

    Til (a) skal retfærdigvis siges, at på en måde forsøger journalisten netop at bringe nogle nuancer ind i diskussionen: Det er rigtig nok, at der er nogle ting, som de ikke dækker (f.eks. kritik af Qatar) — og i den forstand er der et skær af propaganda til fordel for Qatar. Men det skal ikke få os til at miste blikket for, at de giver en frihedsstemme for andre (f.eks. det Arabiske Forår). Så: Kanalen kan godt både formidle propaganda og være en frihedsstemme — fordi de transnationale interesser er så forskellige at hvad der giver propaganda for nogle, ikke nødvendigvis forhindrer frihed for andre.

    Spørgsmål (b) trænger sig jo altid på, fordi modstillinger altid bygger på, at der er en grundlæggende værdi, som man synes er vigtig — og i forhold til denne værdi er der så nogle forhold der ryger på den gode side, og andre ryger på den dårlige. I dette tilfælde må den underlæggende værdi være noget i stil med: “Medier bør sikre frihed gennem retvisende information”. Hvis man ikke overholder dette påbud, så udbreder man propaganda, og det er skidt. Men allerede i (a) har vi jo set, at det ikke er så entydigt. Der er rigtig mange informationer derude, og vi diskursanalytikere ved jo, at man ikke kan bringe alle informationer. Så derfor vil der altid være et element af propaganda i ethvert indlæg. Det afgørende er så bare, at man udfylder en ny stemme, således at man ikke bare gentager den propaganda, som andre yder.

    Og dermed er vi jo så fremme ved spørgsmål (c): Hvad er det vi mister blikket for, når vi, som Dagbladet Information her, holder fast i en bestemt vinkling? Her synes jeg sådan set, at modstilling2 kunne være interessant at have taget fat i. Den nævnes blot, og uddybes slet ikke, men hvilke forskelle er der mellem O’Reilly/Kjærsgaard? Er det sådan at alle kritikere af Al Jazeera måske ikke nødvendigvis er begrænsede højrenationalister. Findes der andre grunde til at være kritiske end angsten for det arabiske?

    Og det sidste peger jo så hen på en mod en anden ting vi mister blikket for: Hvordan de proviensielle/transnationale og arabere/amerikanere/europæere jo også har en masse tilfælles. Vi får børn, vi bor i huse, vi dør og vi forsøger at leve gode liv undervejs. Alt dette er jo også noget, som Al Jazeera forholder sig til — lige som de “vestlige” medier gør. Er Al Jazeera gode til det? Hvad med formidlingen (den sproglige og teknologiske): Er de gode til at udnytte mulighederne, og komme i kontakt med store grupper af modtagere? Og gør dette noget godt ved disse modtagere? Hvad med dem, som Al Jazeera ikke får fat i?

    Der er så mange spørgsmål derude. Lidt ærgerligt, at det altid er det samme vi stiller os…

    http://www.information.dk/448868

  12. Information.dk: Tema om sæddonation

    Generelt synes jeg jo at danske medier kunne vinde ved at bruge diskursanalyse i deres redaktionelle arbejde. Men er det overhovedet realistisk at lave journalistik på baggrund af diskursanalyse? Når jeg bliver stillet dét spørgsmål, så henviser jeg ofte til Dagbladet Information.

    Jeg ved ikke om de konkret bruger diskursanalyse — man kan naturligvis også være dygtig til at vinkle kreativt uden værktøjer. Men min pointe er, at hvis de danske medier blev dygtigere til at bruge diskursanalyse, så ville de blive bedre til noget, som Dagbladet Information er gode til.

    Et eksempel kunne være deres weekend-tema om sæddonation. Her finder vi f.eks. følgende rubrikker:
    Sæddonation handler også om moral (link)
    ’Det er for omkostningsfuldt at fortælle om det’ (link)
    ’Man gør det ikke – kun – for pengenes skyld’ (link)

    Det er lige præcis sådan noget, jeg er ude efter. Her dykker de nemlig ned under en stereotyp af sæddonorerne som fattige studerende, der får sig en betalt “spiller” — og som nok helst gerne var fri for at skulle forholde sig til de børn, der kan komme ud af det.

    Formuleret diskursanalytisk kan man sige, at de her laver 3 artikler, der simpelthen tager udgangspunkt i kategoriseringen “sæddonor”, og så masserer de den på forskellig måde. De tager fat i nogle konkrete personer og viser, at disse personer består af andet og mere ned deres sædproduktion. De har faktisk også en hjerne (ja, man kan blive overrasket…). Og denne hjerne er ikke nødvendigvis i modsætning til kønsdrifterne. Sex og reproduktion behøver ikke udelukkende handle om overlevelse og ren behovstilfredsstillelse. Man kan faktisk godt have nogle idealer om at hjælpe andre — også med penis.

    Derudover får de også grebet fat i en stereotyp for den seksuelle “mand”. Stereotypen siger her, at mænd er sådan nogle, der har det bedst med “5 ryk og en aflevering — og så videre i programmet”. Som altså med andre ord primært er ude efter seksuel tilfredsstillelse og så helst vil være fri for at skulle forholde sig til et eventuelt afkom. Men mænd har faktisk evner til at tænke lidt længere frem end til næste udløsning.

    Så udover kategoriseringerne “sæddonor” og “mand” (vi er altid mere end de kategorier, som vi bliver sat i) ender journalisterne også med at gribe fat i modstillingen fornuft/lyst, der ikke er gensidigt udelukkende — heller ikke på det seksuelle område.

    Hatten af for det….

    http://information.dk/449158
    http://information.dk/449160
    http://information.dk/449161

  13. Politiken.dk/ritzau: Nordea kommer ud af 2012 med rekordoverskud

    Kategoriseringer: storebror, bankkoncern, overskud, rekord, foran, fundamentet, “tættere kunderelationer”
    Metafor: “pengene fosser ind”
    Modstilling1: Danske-Bank vs. Nordea
    Modstilling2: verdensøkonomien/Europa vs. nordiske økonomier
    Narrativ: Heroisk succes (heltene: Nordea; skurken: ???verdensøkonomien???)

    Bankkoncernen Nordea har offentliggjort sit resultat for 2012, og det har foranlediget et telegram fra Ritzau. Det udlægges helt klart som en solstrålehistorie. Banken er den stærke aktør (storebror, foran), der trodser verdensøkonomien, der er svag. Vi får at vide, at Nordea har bygget et fundament for fremtiden.

    Pengene “fosser ind [i banken]” — en omvending af Anders Fogh Rasmussens legendariske tale om “pengene fosser ud af statskassen” (1994-5). Ved at koble pengestrømmen med en vandstrøm, kobles penge med nogle naturkræfter, som det kan være vanskeligt at styre. Vi kan ikke stoppe strømmen, men vi kan dog lede den på vej, og dette er Nordea (åbenbart) gode til.

    I modsætning til Danske Bank, og på trods af “verdensøkonomien”. Til aller sidst får vi lige et lille hint om, at Nordea ikke ligner “Europa”. Denne modstilling er en “feelgood” modstilling: Heldigvis går det da ikke lige som i Grækenland!

    Nordea er altså heltene i en heroisk succes. De er dygtigere end de andre, fordi de har lavet en realistisk plan om at lave et godt fundament for fremtiden.

    Et økonomisk overskud er det samme som et fundament for fremtiden. Det er jo rigtig nok. Men er det også andre ting? Et overskud hos nogen, må jo betyde et underskud hos andre. Hvem har således mistet på at Nordea har tjent? Artiklen hentyder til Danske Bank og de europæiske økonomier, men det er næppe hele sandheden. Hvad med kunderne? Artiklen skriver, at Nordea har fået “tættere kunderelationer”, men hvad vil det sige (hvad vil en “fjern” kunderelation sige?)? Udover at relationerne er tætte, er kunderne så også tilfredse (fx med foretningsbetingelserne, kundebetjeningen)? Er der andre banker, der måske lider under Nordea’s succes? Hvilke konkrete metoder bruger Nordea? Det er ikke sikkert at disse spørgsmål ville afdække noget “skummelt” — det har jeg sådan set ingen anledning til at tro. Pointen er bare, at et økonomisk overskud altid kommer af en omkostning.

    Endelig skal man jo også være lidt skeptisk når “skurken” i et positivt narrativ er så fuzzy som verdensøkonomien. Er det virkelig den eneste “modstander” som økonomiske kræfter har at spille op imod i disse år?

    http://politiken.dk/erhverv/ECE1882769/nordea-kommer-ud-af-2012-med-rekordoverskud/

  14. sporten.dk: TV2-chef: Bland dig udenom, Worre

    Michael Rasmussen har indrømmet et doping-misbrug i sin cykel-karriere (eller er det mon et doping-forbrug — det er vel begge dele, men det hører vi ikke så meget om). Og nu har DCU-direktør Jesper Worre så udtalt, at Rolf Sørensen ikke burde være ekspert-kommentator på TV2’s dækning af store cykelbegivenheder.

    Det er sportschef ved TV2, Frederik Lauesen, naturligvis lidt mellemfornøjet ved. Fair nok, det er hans job. Men han siger noget undervejs, som jeg er nødt til at kommentere. Han bliver spurgt til om TV2 har været kritiske nok overfor Michael Rasmussen, hvortil han svarer (efter først at køre lidt modpart spin på Jesper Worre):

    – Når det er sagt, synes jeg faktisk TV2 har været kritisk i forhold til Michael Rasmussen masser af gange. Vi har dækket Michael Rasmussen sagen kritisk på flere måder gennem årene. Da vi havde vores magasinprogram LPS, var vi i Østrig for at afdække, om han havde noget at gøre med den blodcentrifuge, man havde fundet og den mistanke, konfronterede vi ham med. Selv da Michael Rasmussen deltog i et underholdningsprogram som Vild med Dans har vi stillet ham kritiske spørgsmål, hvilket han bestemt ikke var tilfreds med

    Hvad vil det sige, at være kritisk? Ifølge Lauesen går kritisk journalistik åbenbart ud på at “konfrontere” MR med ubehagelige spørgsmål. En kategorisering som kan synes meget passende, men hvad gør den ved selv forståelsen? Ja, i dette tilfælde sætter man jo et meget radikalt skel mellem cykelrytter og medie, og det er vel netop dette skel, som Worre forsøger at vise, ikke er helt reelt. “Konfrontations”-forståelsen er jo lige præcis en modstilling, som begge parter lever af i dette tilfælde. Den mytologiske interesse for Michael Rasmussen føder jo i den grad på, at han har præsteret overmenneskeligt, men samtidig havde vi lidt på fornemmelsen, at der var mere at sige om denne sag. Og hver gang der så var en antydning af en ulden forbindelse, så kunne medierne køre i selvsving, og begejstret udlægge sandsynligheden af, at MR denne gang talte sandhed.

    I den forstand er MR nu en færdig mand i medierne. Ikke de første uger naturligvis, men når røret i andedammen lægger sig, så vil han gradvist blive ignoreret. For der er ikke noget my(s)tisk over ham mere. Alt efter hvad han nu præsterer fremover, vil han let ryge i en kategori med Bo Hamburger, Jesper Skibby — koryfæer, der trækkes frem ved nostalgiske lejligheder.

    Men den kritiske journalistik: I første omgang vil den jo bare finde nye “konfrontationer”. Det bliver vi desværre ikke meget klogere af, men til gengæld vil mange af os nok igen sidde og se Tour de France — i håbet på at se nogle ordentlige sammenstød — enten på opløbsstrækningen, ned af bjerget, eller: i form af “kritiske” journalister, der laver en konfrontation på cykelrytterne. Og cykelrytterne…. de skal nok vide af rituelt at benægte ethvert kendskab til doping. Det forventer vi — og de kritiske journalister — af dem, det er det de får deres løn for.
    .
    .
    .
    .
    Nå ja, dem der har mærket en svag sarkastisk tone i ovenstående savner måske en afsluttende pointe: Kritisk journalistik handler ikke kun om at stille konfronterende spørgsmål. Det handler også om at stille gode spørgsmål — vel at mærke spørgsmål der ikke bare bekræfter vores virkelighedsopfattelse, men som faktisk udfordrer den. Derfor: Diskursanalyse, diskursanalyse, diskursanalyse — også i sportsjournalistikken.

    “Har du taget doping?” kunne f.eks. blive til “Hvorfor har du taget doping?”. Det kræver naturligvis først et svar på om man har taget doping. Men det er der jo mange, der har svaret på. Mange vil nok i første omgang svare “fordi jeg gerne ville vinde”, men hvis man nu spurgte insisterende nok, så ville der måske komme en selvrefleksion i gang både hos rytteren, journalisten og offentligheden. For man vinder jo ikke når man snyder. Så snyder man bare. “Hvorfor ville du vinde på den måde?”. Så forsøger vi pludselig at forstå hinanden — i stedet for at konfrontere hinanden, og placere den anden ovre på “ondskabens klinik”.

    http://www.sporten.dk/cykling/tv2-chef-bland-dig-udenom-worre

  15. Ritzau: Vækstpakke: Her er Lars Løkkes krav til regeringen
    (bragt bl.a. på politiken.dk, tv2.dk, metroexpress.dk, kristeligt-dagblad.dk, information.dk, dagens.dk. Sandsynligvis sakset fra: http://www.venstre.dk/nyheder/enkeltvisning/byrdestop-skal-sikre-arbejdspladser/)

    “Byrdestop”: Nu må de danske medier altså lige vågne lidt op! Venstre har meldt sig ind i forhandlingerne om en vækstpakke, som regeringen har lagt op til, ved (bl.a.) at kræve et “byrdestop for erhvervslivet resten af valgperioden”.

    Venstre gør jo hvad de skal. De italesætter deres forslag på en måde, så det fremstår mest muligt indlysende. Og medierne skal selvfølgelig fortælle om det, når landets største oppositionsparti melder sig ind i nogle afgørende forhandlinger. Men det ville i den grad være klædeligt hvis man ikke bare uden videre køber politikernes new-speak. Ved helt ukritisk at købe Venstres snak om “byrdestop” har man i den grad købt budskabet:

    Når vi taler om et byrdestop sker der nemlig rigtig mange ting. For det første implicierer vi, at erhvervslivet på nuværende tidspunkt pålægges mange byrder. Ellers ville man jo ikke kunne stoppe med det. For det andet køber vi også påstanden om at skatter og afgifter skal tænkes som “byrder” for erhvervslivet. Og dét er jo heller ikke fuldstændig forkert. Det er da givetvis lettere for erhvervslivet, hvis de og deres kunder ikke skulle bruge penge på skatter/afgifter. Så ville der flyde flere penge på markedet.

    Men den diskursanalytiske pointe er jo altså bare (som altid), at kategoriseringer altid både lukker og åbner. Og jeg er med på at medier er nødt til at træffe nogle valg. Men når en part i nogle forhandlinger vælger en så værdimæssigt tynget kategorisering, synes jeg det ville være fint, hvis man som kritisk medie overvejede om man bare uden videre skulle købe den.

    Er det eneste man kan sige om skatter og afgifter, at de er “byrder for erhvervslivet”? Naturligvis ikke, men er det den mest relevante optik? Kunne man ikke også sige, at skatter og afgifter giver eller muliggør nogle ting for erhvervslivet? Pengene bruges jo til noget (bl.a. uddannelse, infrastruktur), som erhvervslivet har brug for. Og hvis de ikke tages fra erhvervslivet, så vil de jo skulle tages fra nogle andre. Velsagtens de potentielle kunder.

    På den lidt større bane har denne sprogbrug jo den, lidt usympatiske, bivirkning at dem der modtager penge fra staten også bliver til en byrde. Det vil sige de arbejdsløse, de syge, børnene, de gamle, osv. Det er muligvis en helt anden historie, men bare for at påpege hvilke konsekvenser det har, når man køber en bestemt sprogbrug.

    Kunne vi måske blive enige om, bare til en start, at oversætte “byrdestop” til “stop for nye skatter og afgifter”? Det er heller ikke perfekt, men i hvert fald mange gange bedre.

    PS: Hvorfor har jeg ikke gået tilsvarende i kødet på regeringens tale om “konkurrenceevnepakke”, “vækstpakke”? Til det må man jo bare sige, at regeringen tilsyneladende er mindre elegant når de indfører new-speak. I hvert fald har dén italesættelse fået et “ordentligt gok i analysen” af adskillige medier. Dejligt at se! Eksempler her:

    http://politiken.dk/debat/profiler/kristianmadsen/ECE1881556/hvad-er-et-navn-for-thornings-regering/
    http://www.information.dk/449676
    http://www.information.dk/448076
    http://epn.dk/samfund/politik/article5196302.ece
    http://www.skivefolkeblad.dk/article/20130221/RITZAUPOLITIK/302219913
    http://www.ugebreveta4.dk/2013/201308/Mandag/fagbevaegelse_oensker_afgiftslettelser.aspx

  16. Information.dk: Kampen om folket

    Ja, og journalister kan jo så også hente hjælp fra akademia til at analysere vores kernebegreber. Ove Korsgaard har således begået en pamflet, hvori han dissekerer et kernebegreb i den politiske diskussion: Hvem er det, der egentlig repræsenterer folkets egentlige ønsker og behov. Hvem er mest i synk med den “almindelige dansker”. Traditionelt sad Socialdemokraterne jo på dette patent, men måske bygger deres krise netop på, at de har mistet denne fortrinsret, og det har de ikke rigtig opdaget endnu, og for så vidt de har, så ved de i hvert fald ikke rigtig, hvad de skal stille op med det.

    Korsgaards pamflet kan findes her (gratis download, print version til 30 kr): http://da.unipress.dk/udgivelser/f/folk/

    http://www.information.dk/453213

  17. mediawatch.dk: Er betalingsmuren et fjumreår?

    Studerende kan jo være en fantastisk ressource. Et par studerende på journalistuddannelsen har netop gjort mig opmærksomme på en artikel, der indeholder en meget detaljeret diskursanalyse af begrebet “betalingsmur”. Når medier skal udvikle nye forretningsmodeller, vil de gerne kalde det for “digitalt abonnement”, “nyhedsabonnement”, “online betalingsmodel” — fremfor at kalde det betalingsmur. Fordi sidstnævnte har alt for negative konnotationer.

    http://mediawatch.dk/secure/Medienyt/Aviser/article5221128.ece

  18. Politiken.dk: Corydon har kontrakt på lønopgør

    Bjarne Corydon har i den seneste tid fået på puklen for at bruge lærerkonflikten som en anledning til at tryne offentlige ansattes arbejdsforhold (gennem en resultatkontrakt). Vi kan i denne skitse allerede ane en modstilling, hvor Corydon er “den onde” og de offentligt ansatte er “ofre”.

    Politiken har også været ude med riven i denne sag. Denne artikel er bygget op således at man starter med at have en ekspert til at udlægge teksten, så udtrykker fagbevægelsen sin bekymring, og så får Corydon lov til at svarer på den fremsatte kritik. Umiddelbart kunne man mene, at så har journalisterne overholdt kravet om fairness, alle parter er blevet hørt.

    Kigger man imidlertid nærmere efter i kategoriseringerne, så er det ikke helt så simpelt:

    Eksperten: effektiviseringer, løftestang, fremme, udgiftspolitikken, åben prioritering, nybrud, nedbringe udgifter
    Fagbevægelsen: bekymring, ikke-frie-forhandlinger, rasende, matchfixing, disrespekt, fremadrettet strategi, resultatmål
    Corydon: kigge-grundig, mest-muligt-for-pengene, konspiration, overdrev

    Det, der er påfaldende er, at ekspertens kategoriseringer så entydigt “farver” situationen positivt — vi kan næsten ikke være modstandere af effektiviseringer, nybrud, løftestænger, osv. Dertil kommer at fagbevægelsens argumenter primært er emotionelle, og Corydon kan så læne sig tilbage som statsmanden, der stille og roligt giver sine grunde. Kun lige udtrykket “konspirationsteoriernes overdrev” får en twist af emotionalitet.

    Nu er det naturligvis journalistens lod at gengive hvad kilderne siger. Men i refleksionens bagkloge lys tænker jeg, at journalisterne i dette tilfælde kunne have vundet noget ved at udfordre sprogbrugen lidt. Hvad med at udfordre ekspertens kategoriseringer:

    effektivisering = nedskæring?
    nedbringe udgifter = nedbringe medarbejdernes indtægt?
    åben prioritering: Selvom en prioritering er åben, kan den vel godt være problematisk?

    For at få sådan et kategoriseringsarbejde i gang kunne journalisterne måske have bedt fagfolkene om grunde til at man ikke skal fjerne betalte frokostpause, reducere overtidsbetaling og øge muligheder for at indkalde medarbejdere med kort varsel. Når nogen vinder noget (effektiviseringer), så er der jo nogen, der mister noget. Men det får slet ikke stemme i denne artikel.

    En anden diskursanalytisk pointe i denne slags konflikter handler om modstillingen. Disse konflikter kan ikke udtømmes som en modstilling mellem to (arbejdsgiver/-tager). Udover eksperter er der jo også borgerne. Hvad er deres stemme i dette? Og dét bliver noget rigtig bøvl, fordi mange borgere har jo en mening, men ikke nødvendigvis en særlig kvalificeret mening. Men diskursanalytisk kan de bruges til at åbne for nye vinkler. Borgerne vil jo hellere tale om kvalitet fremfor penge. Så måske skulle man spørge Corydon: Hvordan giver dette tiltag os en bedre skole? På sådan et spørgsmål vil han jo nok henvise til undervisningsministeren og hendes ideer om en helhedsskole. Men som journalist vil man vel godt kunne holde ham op på, at alle tiltag i forbindelse med skolerne vel i et eller andet omfang bør give et kvalitetsløft. Muligvis ikke for skolen isoleret set, men for samfundet som helhed.

    Ved at have givet ham mulighed for at italesætte dette (sammen med at fagforeningsfolkene blev tvunget til at gå til sagen, snarere end følelserne), kunne modstillingen i artiklen måske ligefrem have udviklet sig til en dialog — hvor argumentet ikke bare var, at den anden er “dum”. Naivt måske, men forsøget værd…

    http://politiken.dk/politik/ECE1938764/corydon-har-kontrakt-paa-loenopgoer/

  19. Information.dk: Talebanere kan også være bange

    Det kan godt blive lidt trivielt, at det altid er det samme medie, man fremhæver. Men Information har altså gjort det igen. Denne gang er det forfatteren Carsten Jensen, der har fået spalteplads til en historie, der på mange måder kløver den traditionelle diskurs i Danmark. Det handler om talebanere. Hvem er talebanerne? Ja, traditionelt er de jo indbegrebet af ondskab, de undertrykker kvinderne, de vil genindføre Sharia-lovgivning, og deres kultur stammer tilbage fra middelalderen. Og alt dette er jo i en eller anden forstand rigtig nok.

    Men diskursanalytikeren må jo altid spørge: Er det det eneste rigtige, der er at sige om talebanere? Hvem er de mennesker, som slutter sig til Taleban? Er de bare onde mennesker, eller har de faktisk også følelser, bekymringer for fremtiden. Bliver man talebaner fordi man har lyst til at undertrykke sine kvinder? Er de onde for at være onde? Eller har de faktisk nogle grunde, som vi (med lidt god vilje) godt kan forstå?

    Og her synes jeg jo at Carsten Jensen allerede i rubrikken river det hele fra hinanden: Talebanere kan også være bange! Talebanere holder faktisk endda også af deres børn. Læs artiklen — og forstå at verden altid er mere kompleks end vi tror. Og det geniale ved artiklen er, at Jensen ikke bare falder i den anden grøft, og aftegner talebanerne som helte overfor vestlige skurke. Men han lærer os at forstå, at det faktisk er muligt at forstå den andens bevæggrunde. Hvis man , vel at mærke, gider mødes med dem, og snakke med dem.

    http://www.information.dk/459403

  20. Politiken.dk: Enhedslisten vil stoppe »jobdræbende« sanktioner

    Så melder Enhedslisten sig på banen med diskurs ændrende arbejde. De indgreb som regering sammen med den borgerlige opposition har iværksat siden valget bliver kaldt “jobdræbende”. Logikken er, at når det offentlige skærer ned på sit forbrug, så er der færre penge i omløb — dels naturligvis i det offentlige system, men dels også i det private, eftersom der så er færre penge i omløb. Derfor vil en “stram og ansvarlig” politik omkring det offentlige forbrug med rette kunne kaldes “jobdræbende”.

    Lad os kigge nærmere på et enkelt citat:
    »For os af det helt afgørende, at finansloven bliver jobskabende. Men det her sanktionsregime er jobdræbende. Man mister tusindvis af arbejdspladser i den borgernære velfærd hvert år. Det går ud over den enkelte borger og samfundsøkonomien«

    Kategoriseringer:
    Jobskabende
    sanktionsregime
    jobdræbende
    mister
    borgernær velfærd

    Herigennem får vi følgende modstillinger:
    Jobskabende vs. jobdræbende
    Borgernær velfærd vs. sanktionsregime

    Det primære diskursive arbejde i dette udsagn består i at fokusere på jobs og nærhed. Ifølge Enhedslisten er det det, vi skal tale om. Og alle økonomer er enige i, at på den korte bane fører en stram offentlig økonomi til færre jobs. Og der er vel heller ingen tvivl om, at når kommuner sanktioneres til at sparre på udgifterne, så vil det gå ud over borgernære opgaver som børnepasning, skoler, ældreomsorg. Så vinklingen giver en klar fordel for Enhedslistens dagsorden.

    Som diskursanalytiker skal vi jo så spørge os: Er jobs og nærhed det eneste vigtige at tale om? Hvad er nærhed overhovedet? Regeringen vil jo gerne tale om fremtiden (fremtidssikre økonomien) — men er fremtiden ikke også nær? Handler fremtiden ikke også om det samfund, som vores børn skal leve i? Er vores børns fremtid mon ikke også en udfordring i det nære? Måske ikke, men vi vil nok alle sige, at den er vigtig.

    Jeg har tidligere været ude med riven efter Ritzau (Link) for ikke at forholde sig tilstrækkelig bevidst til Venstres manipulationer med diskursen. I nuværende sammenhæng er rubrikken imidlertid interessant, hvad det angår. For Politiken svækker udsagnets modalitet dels ved at sætte anførselstegn omkring den nye kategorisering, dels ved at skrive, at det er Enhedslisten, der mener det. Politiken køber altså ikke uden videre udsagnet, og giver også læseren et refleksivt rum til at overveje, om han/hun køber sprogbrugen. Dét vidner enten om at Politikens journalister er dygtigere til at gennemskue diskursivt arbejde, eller også vidner det om, at Enhedslisten måske er knap så elegante til det som Venstre. Når man trækker begrebet helt over i drabs-jargonen, så er det meget voldsomt, og en mere vellykket løsning (set fra Enhedslistens perspektiv) havde muligvis været at kalde det jobhæmmende, jobbegrænsende, el.lign. Men så igen: Så var den måske ikke gået i avisen.

    En tanke til videre refleksion: Er det mon sådan, at jo mere rabiat man er nødt til at formulere sig, for at blive hørt, des mere tom er tønden? Hvis meningen med udsagnet i sig selv var tilstrækkelig originalt, så ville det vel kunne nå i medierne uden en radikaliseret sprogbrug. Eller er det mon sådan, at det er umuligt at komme frem til medierne, hvis ikke man (diskursmæssigt) råber tilstrækkelig højt?

    http://politiken.dk/politik/ECE2055787/enhedslisten-vil-stoppe-jobdraebende-sanktioner/

  21. Information.dk: Nyt gadeblad om narko skal give stofbrugere værdighed

    Nogle journalist-studerende kan åbenbart lave diskursanalyse, allerede inden de er blevet undervist i det!

    Dyrk lige denne rubrik! Hvad gør man, når man skal skrive en artikel om stofmisbrugere, der netop skal forsøge at rive dem ud af den offergørelse, som de ofte udsættes for i samfundet. Ja, man er naturligvis nødt til at holde op med at bruge kategoriseringen “stofmisbruger”. For hvis man misbruger noget, så skal man jo enten straffes eller hjælpes til at holde op.

    Det gøres helt eksplicit nede i brødteksten: “»De bliver betegnet som kriminelle i stedet for at blive betegnet som mennesker, der er afhængige af et stof,« supplerer Michael Lodberg Olsen. Det er den skam og kriminalisering, de vil gøre op med, og bladet er et skridt på vejen.”. Lidt senere gør journalisten det onde ved os, ved at lave en underrubrik, der siger “Jeg er narkoman, og jeg er stolt”. Den havde jeg i hvert fald ikke selv set komme.

    Journalisten (Michelle Færch) giver her altså med andre ord et godt eksempel på, at man kan gå ganske langt med at nyvinkle. Jeg må indrømme, at jeg tror ikke hun har brugt de diskursanalytiske værktøjer, men dels så hjælper hendes kilder hende godt på vej, og dels har hun muligvis et personligt talent for den slags arbejde. Men det er et eksempel på, hvad diskursanalyse (for os andre, mindre kreative skribenter) vil kunne hjælpe frem.

    En lille (personlig) indvending: Jeg savner måske en lille smule brobygning i forhold til mine fordomme. Så er det sådan at jeg bare altid har taget fejl, eller er det en særlig (stærk?) gruppe narkomaner, der tales om. Er de slet ikke kede af, at være narkomaner? Skal vi bare stoppe med at “hjælpe” narkomaner, eller hvordan? Så med andre ord: Hvor langt rækker den nye vinkel på fænomenet, og hvor meget havde vi trods alt ret i vores gamle opfattelse?

    Ja, tænk at dét skulle komme fra min pen…

    http://www.information.dk/471476

  22. Femina hjælper dig til at slippe kropskritikken

    Mode- og livstilsmagasiner kritiseres ofte for at opdyrke et forskruet kropsideal, der ifølge kritikken ofte får særligt kvinder til at være meget kritiske overfor deres egen krop.

    Femina har i februar forsøgt at sætte ind overfor dette problem, bl.a. ved at publicere en artikel om tre kvinder, der er glade for deres kroppe. Som de skriver i underrubrikken, har disse tre kvinder “sluppet kropskritikken og i stedet lært at fokusere på det bedste ved deres udseende”.

    Men passer det nu også? Det vil vi se nærmere på gennem en diskursanalyse.

    Og her må det første svar være, at journalistens spørgsmål i hvert fald ikke gør det nemmere for kvinderne. F.eks. bliver de alle tre bedt om at svare på spørgsmålet: “Hvad gør du for at holde et positivt syn på din krop?” Ud fra et diskursanalytisk synspunkt, så er det helt overordnede problem ved dette spørgsmål, at det serverer en ret bastant præsupposition om, at man er nødt til at gøre noget, for at kunne have et positivt syn på sin krop.

    Og dette er sådan set min overordnede anke mod artiklen: Selvom den fremstiller sig selv som et forsøg på at løsne op i den stærke fiksering på kroppen og dens udseende, så forbliver den sådan set i den traditionelle værdi om, at velfærd hænger sammen med kropstilfredshed.

    Kvinderne bliver fremstillet som nogen, der har fundet et eller andet ved deres krop, som de trods alle den skavanker godt kan lide. Den ene er glad for sin nakke/ryg, den anden for sine bryster, og den tredje for sine stærke ben. Men samtidig bliver de også bedt om at fortælle, hvad de ikke er så glade for.

    Helt overordnet kan man altså sige, at artiklen holder fast i en præsupposition om, at kvindeligt velværde kommer ved at de har en pæn krop. De er sådan set bare gået fra en negativ til en positiv vurdering af deres kroppen. Men at velværen afhænger af kroppen røres der ikke ved.

    Det som præsenteres som den nye indsigt er, at tilfredsheden med kroppen i en vis forstand kommer indefra. Dog for den ene af kvinderne var vejen til denne indsigt at indse, at “der er rigtig mange mænd, som synes, at en stor røv, mave og former er noget af det lækreste og frækkeste i hele verden.”. Hun var med andre ord (ifølge artiklen) nødt til at have mændenes accept, inden hun selv kunne acceptere sin krop.

    Det interessante er imidlertid, at selvom dette er fortællingen (at kropsaccept altså komme indefra), så fremstilles kvinderne netop som heroiske helte. De kæmper imod en snigende kropslede, som de hele tiden skal holde på afstand. Så selvom de egentlig fremstiller sig kvinder i egenbalance, så har de dage, hvor de er nødt til at gå “uden om spejlene” og det er “stadig lidt grænseoverskridende for mig” at “hoppe i en nederdel på grund af mine meget muskuløse lægge”. Og den sidste af kvinderne “træner og spiser fornuftigt størstedelen af tiden […] for at ændre på” kroppen, hvis den forfalder.

    Den diskursanalytiske pointe er jo ikke en kritik af kvinderne. Jeg tror vi alle har sådan et lidt ambivalent forhold til vores krop, der vel ikke altid er som vi ønsker. Den diskursanalytiske pointe er imidlertid, at snarere end at afmontere kropskritikken, så er denne artikel med til at opdyrke den. Det kan godt være, den nuancere lidt, hvad vi vurdere kroppen efter, men at det er kroppen og vores forhold til den, der er det afgørende for psykisk velvære, det rokkes der ikke en millimeter ved.

    http://www.femina.dk/skoenhed/krop-velvaere/tre-kvinder-om-deres-kroppe-det-elsker-vi-mest

  23. Romaerne er her stadigvæk!

    Efter en del års pause, er der i de senere uger kommet fornyet fokus på “problemerne” omkring sigøjnerne — eller romaerne, som de selv kalder sig. Det nye fokus er sandsynligvis sparket i gang af, at det kom frem, at “vore egne” fattige nogle gange skal betale penge til romaerne, for at få lov at ligge i fred:

    http://nyheder.tv2.dk/krimi/2017-05-20-hjemloese-romaer-opkraever-500-kroner-per-nat-for-at-lade-os-sove-paa-gaden
    http://ekstrabladet.dk/112/hjemloese-rulles-af-romaer/6651681

    Romaerne har politisk set altid haft meget få venner, hvilket vel sagtens skyldes at de sjældent deltager aktivt i den politiske proces. Dertil kommer at de ofte er fattige, og nogle (en del? jeg ved det ikke) begår kriminalitet.

    Nu er det så kommet frem, at de er et stigende problem i Danmark, pga. de åbne grænser i EU, der naturligvis også må være åbne for romaerne.

    Den nye fortælling gør det ekstra nemt at etablere en fortælling om “romaproblemet”:
    https://www.bt.dk/danmark/koebenhavn-vil-have-hjaelp-til-at-faa-styr-paa-romaproblemer
    http://annesophia.blogs.berlingske.dk/2017/05/21/koebenhavn-har-et-romaproblem-loes-det/

    Udover at de er anmasende, og udgør en “flaske-mafia”, så viser det sig nu også at de indgår i en “Tigger-industri”. Så måske er de i virkeligheden ikke så fattige som de synes? Og oven i købet udnytter de så åbenbart de allersvageste personer i vores samfund, de hjemløse, således at de tvinger disse hjemløse til at bruge penge på at få lov til at sove på en bænk. De “danske” hjemløse er naturligvis overordentlig frustrerede, og det har ført til voldelige sammenstød:
    http://ekstrabladet.dk/112/romaer-og-hjemloese-i-voldsomt-masseslagsmaal/6687251

    Det er ikke svært at synes dårligt om romaerne. Personligt kan jeg heller ikke lade være med at være frustreret over, at de allersvageste i “vores” samfund skal udsættes for den form for pression fra udefra kommende grupper.

    Imidlertid er det her måske også vigtigt at lave en lille diskursanalytisk refleksion: Hvorfor er det et særligt problem, at romaer generer etnisk danske hjemløse? Ja, det er det jo fordi, at de danske er “vores”, hvorimod romaerne er “fremmede”. Selvfølgelig er det også slemt, at romaernes metoder er ulovlige, men mit gæt vil nu være, at danske hjemløse også ind i mellem begår ulovligheder — også imod hinanden.

    Spørgsmålet er derfor om denne “nye” situation ikke i virkeligheden ligner en årtusindgammel situation: At når man bliver tilstrækkelig fattig, så begår man ulovligheder. Helst naturligvis mod nogle, der har rigeligt. Men er man tilstrækkelig på røven, så forsvinder den slags overvejelser nok for de fleste af os.

    Men i medierne fungerer romaerne bare specielt godt som en skydeskive, fordi vi ikke risikerer at skyde nogen fra os. Der er ingen andre end romaerne selv, der føler sig i ind-gruppe med romaer. Derfor kan man lægge rigelige mængder med forargelse ind i de journalistiske produkter uden at risikere at skubbe eventuelt “politisk korrekte” læsere fra sig. For SÅ politisk korrekte er vi da vist ingen der er. Jeg mener: At udnytte de allersvageste!

    Og så behøver vi jo heller ikke tænke så meget over, hvad det er for et samfund, der har skabt sådanne svage borgere? Frank Jensen og regeringen kan fremstå som dem, der handlekraftigt gør noget ved problemerne — og det er jo trods alt bedre end at være dem, der har skabt dem i første omgang.

    Er romaerne de hjemløses værste fjende?

    (disclaimer: selvom ovenstående kan tolkes som meget “politisk korrekt”, så vil jeg gerne påpege, at intet af ovenstående behøver modsige, at der ER et problem — som skal løses. Min pointe er bare, at problemet er større end blot at få fjernet romaerne)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *