[dette indlæg er en forklaring af tanker, jeg har udfoldet i større detaljer i hhv. paradoks.nu og Philosophy and Social Criticism]

Jeg har undervist i diskursanalyse i mange år, og derfor har det i forbindelse med min forskning i tavshedens betydning for den demokratiske offentlighed været oplagt for mig at overveje, om man kunne bruge diskursanalysen til at få blik for, hvordan tavsheden virker i vores offentlige samtaler.

Siden indførelsen af det repræsentative og liberale demokrati, har der naturligvis været utallige analyser af, hvordan tavsheden bruges til at bremse eller forhindre samtaler i offentligheden. Diskussioner om ytringsfrihed, pressefrihed, informationsfrihed, censur, osv. handler alle om dette. Når jeg vil gøre tavsheden til et objekt for diskursanalysen handler det imidlertid om et andet fokus — nemlig et fokus på, hvordan tavsheden er med til at bestemme, hvordan ytringer kommer til at betyde noget. Her er den store udfordring, at tavsheden grundlæggende virker ved at unddrage sig vores opmærksomhed.

Tavsheden skaber betydning

Hvis jeg f.eks. fremsætter ytringen “Donald Trump var en meget uformel præsident for USA”, vil modtagernes opmærksomhed i første omgang fokusere på at forstå, hvad jeg har sagt. Dette er en uomgængelig del af enhver kommunikativ handling. Vi påvirker hinandens opmærksomhed med det, vi siger. Udsagnet giver imidlertid kun mening på baggrund af, at der er en række forhold, jeg har bragt til tavshed. Jeg fokuserer på DT i forhold til, at han har været præsident, men selvom dette naturligvis er en vigtig side af ham, har han jo været så meget andet. Han har været familiefar, ægtemand, søn, forretningsmand, TV-kendis, osv. Han er også et menneske af kød og blod, med et særlig blodtryk, muskelmasse, skavanker og styrker. Osv. Der er med andre ord så mange forskellige ting ved DT, man kunne fokusere på, men udsagnet ovenfor giver kun mening, fordi vi bliver enige om, at lige nu og her, er det relevante at snakke om, at han har været præsident — og altså på en særpræget måde. Udsagnet giver mening på baggrund af, at vi bringer alle disse andre forhold til tavshed. Hvis vi skulle snakke om det hele hele tiden, ville sproget ikke kunne komme i gang. Vi er nødt til at blive enige om, at der er visse aspekter, der er de relevante — på bekostning af andre.

I den offentlige samtale er det imidlertid også sådan, at dem, der kan bestemme hvad vi bliver enige om som værende det relevante, også til en vis grad bestemmer, hvem der har magten. Derfor er det en vigtig ting, at kunne reflektere over, om de kriterier for relevans, som dominerer samtalen, nu også er de rigtige — eller i hvert fald om de er de eneste vigtige. Og det er så her, jeg foreslår, at vi kigger i retning af diskursanalysen.

Diskursanalysens forhold til tavsheden

Udfordringen er imidlertid, at i udgangspunktet fokuserer diskursanalysen på, hvad der faktisk bliver sagt. Altså de udsagn, som får betydning på baggrund af en underliggende tavshed. Selvom den kritiske diskursanalyse godt nok tager skridtet længere, og reflekterer over, om vi har de rigtige diskurser, så savner også den kritiske diskursanalyse nogle værktøjer til at få blik for de grundlæggende former for tavshed, som grunder diskurserne.

Dertil kommer, at den kritiske diskursanalyses analyse af det kritiserbare let risikerer at blive lidt overfladisk, da netop analyserer tavsheden som kritiserbar. Den kritiske diskursanalyse er således ude på at afmontere “hegemoniske” diskurser — altså diskurser der dominerer, hvorved de bliver undertrykkende.

I modsætning til denne tilgang, vil jeg gerne foreslå en mere dekonstruktiv tilgang, der afdækker hvordan tavsheden ikke blot undertrykker men også muliggør — vel at mærke på samme tid. Vi kan ikke få det ene uden også at tage det andet med.

Dekonstruktiv diskursanalyse

Denne tilgang er karakteriseret ved, at søge ind mod nogle af de udfordringer, grundværdier, dilemmaer som grundlægger vores måde at tale om tingene på. Jeg bruger elementer fra Martin Heidegger og Jacques Derridas filosofiske analyser, der netop er stærke i at analysere, hvordan sproget ofte er grundet i, at man skal håndtere nogle udfordringer, der ikke kan håndteres tilfredsstillende. Derrida kalder disse udfordringer for aporier, der netop er kendetegnede ved at vi i vores omgang med hinanden stilles overfor nogle valg eller udfordringer, som vi skal løse, men som vi ikke kan løse tilfredsstillende. Derrida analyserer blandt andet på, hvordan den anden bliver en relevant person for mig. Heidegger analyserer på, hvordan en såkaldt “firhed” af elementer står i et dynamisk forhold af uforenelige elementer, der alligevel gensidigt konstituerer hinanden, og hvor den praktiske relevans også forudsætter en tavshedsgørelse.

Legitimitetens apori

Derrida argumenterer for, at mødet mellem to mennesker grundlæggende må være gæstfrit. Det vil sige, at man for at forholde sig til den anden som et menneske, er man nødt til at invitere den anden til at være relevant for en selv. Men netop som gæst, det vil sige en fremmed, der er relevant for mig. Jo mere gæstfrit denne relation er, des mere åbent inviterer man den anden, des mere plads giver man til den anden. I dette møde med den anden, bliver man også selv til, eftersom den andens fremmedhed udpeger og udfordrer mine egne grænser, hvorved de bliver tydelige for mig.

Når dette nødvendigvis bliver en aporetisk relation, handler det om, at hvis jeg giver den anden uendeligt meget plads, så udsletter jeg mig selv, eftersom der ikke bliver plads tilbage til mig selv. Men når jeg begrænser den anden, begrænser jeg også de muligheder, jeg har for at blive klogere på verden og mig selv, fordi jeg støder mod færre grænser, som jeg kan lære noget af. Derfor er jeg nødt til at sætte grænser for den anden, jeg er nødt til at sætte rammer for, i hvilken forstand jeg kan betragte den anden som relevant.

For at den anden kan blive en relevant anden for mig, er jeg med andre ord nødt til delvist at bringe den anden til tavshed. Den andens relevans opstår med andre ord ud af, at jeg på forhånd gør noget andet irrelevant. Den andens relevans bygger med andre ord på, at jeg har tilskåret den anden over mine egne forudgivne relevanskriterier. Jeg lader kun den anden udfordre mig gennem et filter for relevans, der dermed ikke selv står åbent for udfordring.

Skåret helt ind til benet kan man sige, at den anden kun får tildelt legitimitet til at råbe mig op — ved at være bragt til tavshed. Jeg kan ikke lade den anden udfordre mig, uden at bringe vedkommende til tavshed. Diskursen, hvor den anden indgår som en anden, er formet af, at vi allerede har et stærkt billede af, hvem der er den anden, og hvordan den anden kan være relevant for mig.

Firhedens aporier

Lidt på lignende måde kan man bruge den sene Heideggers analyser af det, som han kalder “firheden” til at analysere nogle af de grundlæggende træk, der er former det sprog, som vi tænker gennem. Firheden består af en relation mellem det (a) jordiske, (b) himlen, (c) de gudelige og (d) de dødelige. Det jordiske handler om, at noget unddrager sig; himlen handler om en fremlysning; de gudelige handler om, at noget udenfor verden trænger sig på; de dødelige handler om, at vi er begrænsede væsner, der kan forholde os (og dermed til en vis grad sætte os ud over) vores endelighed.

Uden at gå ind i en tekstnær udlægning af de enkelte elementer i firheden, vil jeg foreslå, at man f.eks. kan tage fat i, hvordan “måltagning” kan ses som konstitueret af disse elementer. Måltagning handler om, at lade verden træde frem gennem et specifikt mål. Dette mål er kun muligt, fordi andre aspekter ved verden er trådt tilbage. Når vi bruger målet, vil vi opleve at verden i forskellige konkrete situationer placerer sig forskellige steder på skalaen som endelige udgaver af nogle uendelige idealer.

Hvis vi f.eks. gennem eksemplet ovenfor ser på Trump som en præsident i USA, og belyser ham gennem hvor formel han er, træder han netop frem på en sådan skala af formalitet. Det ultimativt formelle og det ultimativt uformelle er skalaens yderpoler, og er i en vis forstand en slags oververdenslig målestok, som måske aldrig har eksisteret i sine rene former, men som vi alligevel til tider kan blive påtvunget at måle konkrete præsidenter ud fra. De enkelte præsidenter er således “endelige” eller “begrænsede” udgaver af det uendelige, som vi nok kan forholde os til, men aldrig nå.

I forhold til tavsheden er pointen her, at alle disse aspekter ved målingen på den ene side kun er tavst med i udsagnet. Når vi forholder os til udsagnet om, at Trump var en uformel præsident tænker vi ikke på selve målestokken, men på om karakteristikken af denne konkrete person er rigtig. Undervejs i en sådan vurdering, kan vi naturligvis godt gå ind og reflektere på målestokken, men vi gør det kun, hvis taleren ikke umiddelbart lykkes med sin påstand.

Derudover er tavsheden også på spil ligesom ved Derridas aporier, at målestokkene kun kan virke for så vidt deres indbyggede tavshed får lov at virke: Jorden kan kun lade noget træde frem, ved at det bliver fremvist i en variabel udgave. Vi kan kun fejlbarligt eller reduktivt forholde os til det guddommelige på en endelig måde. Elementerne i firheden står med andre ord i et dynamisk forhold, hvor de peger i retning af hinanden, men vi kan kun forstå denne dynamik i udgaver, hvor det dynamiske fastfryses.

Diskursanalyse gennem dekonstruktionen

Både Derridas aporier og Heideggers elementer i firheden er komplekse, og svære at få entydigt hold på. Og det er i en vis forstand en pointe, eftersom de netop peger ind på steder, hvor sproget konstitueres. Derfor kan man sige, at en vellykket analyse med udgangspunkt i disse meget let kommer til at dreje sig om nogle meget fundamentale forhold. Med udgangspunkt i Greta Thunberg som en del af klimadebatten de senere år, viser jeg, hvordan et fokus på henholdsvis kriterier for personlig legitimitet, og hvilke begreber om det (u)endelige der er på spil i forholdet mellem Thunberg og nogle af hendes modstandere. Pointen bliver her, at ved at fokusere på aporierne og elementerne i firheden, bliver vi tvunget til at se, hvordan nogle af vores grundlæggende forståelser af forholdet mellem aktørerne er et udtryk for, at vi på forhånd kommunikerer indenfor nogle begreber, der bygger på tavshed. Hvordan forholdet er mellem børn/voksne. Hvem er begrænsede og endelige væsner, og hvem formår at overvinde de uendelige udfordringer.

I sådanne analyser er det naturligvis en pointe, at nok kan vi få øje på den tavshed, der har konstitueret disse grundbegreber. Men vi kan ikke erstatte dem med grundbegreber uden tavshed. For som nævnt ovenfor, får vi ikke sproglig betydning uden ikke-sproglig tavshed. Så tavsheden hverken kan eller skal vi undgå. Men det kan være meget godt at kalde den frem i lyset, for at overveje om vi begrænser tænkningen, hvis vi tvinger den til at foregå indenfor de samme former for tavshed hele tiden.

Ved at tvinge tænkningen ind i de umulige problematikker, får vi dermed en kreativ ressource til at få øje på, at problematikkerne kan håndteres på alternative måder.

Dette værk er licenseret under en Creative Commons Attribution-ShareAlike 4.0 International License.