Hvad handler valget om? Hvis man kigger rundt i medielandskabet, så er man ikke længe i tvivl: Valget handler da om økonomi! Det synes de fleste kommentatorer at være enige om. Økonomien trænger sig på, fordi vi har en finanskrise, der banker på døren, og som muligvis endda allerede er trådt indenfor.

Det har givetvis været i Lars Løkke Rasmussens interesse, at det blev sådan. Han har satset stort på at kunne vise en kant til oppositionen på dette område, hvilket mest klart er blevet illustreret i dueller mellem Ole Sohn og finansminister Claus Hjort Frederiksen i vinter. Hvis man genlytter til disse dueller, så skal man bemærke sig, at Frederiksen meget konsekvent bruger ordet “konkret” om regeringens politik, og netop betvivler oppositionens evne til at formulere en “konkret” plan for, hvordan man skal reagere på fremtidens udfordringer.

Regeringen sælger altså sig selv på konkrete bud på en “fremtidssikret” politik, og kritiserer oppositionen for kun at have “luftige” planer, der baserer sig på lånte penge, som vores børn kommer til at skulle betale tilbage.

S og SF på den anden side er også interesserede i den økonomiske dagsorden. Dels fordi de mener at have en kant i forhold til regeringen. De kritiserer regeringen for at ville spare sig ud af krisen gennem nedskæringer, hvorimod de selv vil få danskerne til “at arbejde sig ud af krisen”. Vi skal altså tværtimod sætte gang i hjulene, for ad den vej at modvirke krisen.

Netop fordi S-SF vil løse problemet gennem en ekspansion kan deres plan ikke være “konkret” i samme forstand som regeringen. En plan, der baserer sig på at skab ny værdi kan ikke henvise til allerede eksisterende værdier, når de henviser til, “hvor pengene skal komme fra”. Derfor er oppositionen sårbar overfor fordringen om det “konkrete”.

I kødet på kernebegreberne

Nu skal man jo ikke klandre politikerne for at etablere den dagsorden, som de ønsker. Det er jo så at sige, det vi har dem til. Men spørgsmålet er, om vi ikke kunne få en lidt mere interessant politisk debat, hvis vi fik journalisterne til at gå lidt mere i kødet på det politiske udsyn hos partierne ved at tage fat i deres kerne-begreber.

For at tage et eksempel: Hvad ville der ske, hvis vi gik lidt tættere på ordet “konkret”? Ved blot at acceptere at “konkret” i en vis forstand er et uomgængeligt begreb i en politisk-økonomisk debat, så har vi (muligvis ubevidst) accepteret en lille overhånd for den siddende regering.

I en neutral journalistisk tilgang er dette ikke ønskværdigt, men naturligvis svært at undgå. Fordi det er svært at undgå, vil den bevidste journalist ofte forsøge at balancere produkterne, ved så at supplere med modpartens synspunkt. I dette tilfælde ville det vel være at balancere kravet om det “konkrete” med en spørgen til “visioner”. En siddende regering har som regel sværere ved at tale om “visioner”, uden at henvise til det “konkrete”, som de allerede har gjort. Så “visioner” giver en overhånd til oppositionen (Anders Fogh Rasmussens vandt regeringsmagten gennem sloganet “Tid til forandring”; Helle Thorning-Schmidt forsøger nu at gøre det samme med “Danmark skal videre”)

Spørgsmålet er imidlertid om balance-princippet giver os den bedste valgkamp? Det er klart, at det tilgodeser det journalistiske konflikt-kriterie – at en journalistisk formidling fremmes gennem klare konfliktuelle kanter i historien. Men giver det os også den bedste forståelse af, hvad vi vælger imellem? Er valget egentlig nødvendigvis et “enten-eller”. Burde man som vælger ikke forvente at ethvert parti BÅDE er konkret OG visionær?

Administrative visioner

Det er det ene. Men næste punkt er i virkeligheden endnu mere påtrængende. For hvad er det egentlig vi mener, når vi diskuterer om noget er “konkret” eller “visionært”? Det er klart, hvad Claus Hjort Frederiksen mener: Han vil have Ole Sohn til at fortælle HVEM (konkret) vi skal tage pengene fra. Men ved at fastholde dén dagsorden lukker han for en række andre. Han holder os fast på en dagsorden, der siger, at man ikke kan bruge pengene før man har dem. Og derfor skal vi først vide, hvor de skal tages fra, inden vi vil vide, hvad de skal bruges til. Man kan sige, at han fastholder os på en forståelse af politikerne som dem, der “administrerer” de givne midler.

Er det sådan vi gerne vil tænke vores politikere? Som administratorer af det givne? Vil vi ikke gerne have politikere, der faktisk har nogle ideer med at forandre samfundet? Umærkeligt begynder sproget nu at trække mig over i den modsatte grøft, for svaret på disse spørgsmål trækker naturligt tænkningen over mod “visions”-fortællingen, som oppositionen jo gerne vil læne sig op af. Vi vil gerne have politikere, der har visioner om at ændre det bestående.

Men lytter vi nu ordentligt efter, så er “visionerne” hos oppositionen måske i virkeligheden til at overse. For hvad er visionen egentlig? Oppositionens “visioner” er i virkeligheden lige så “administrative” som regeringens “konkrete bud”. Man vil arbejde sig til velstand. Hvad skal vi så bruge den velstand til? Det blafrer lidt i vinden. Der er ganske vist forskellige forslag om bedre velfærd, at sikre konkurrenceevnen, nye jobs, mere uddannelse, men kigger man det efter i sømmene, så er det alt sammen midler til at nå det egentlige mål – økonomisk velstand.

Hvad skal vi bruge velstanden til?

Hvis nu vi kunne brede diskussionen lidt ud, så vi også fik en snak om, HVAD vi skal bruge det økonomiske overskud til, så fik vi måske en lidt mere nuanceret debat. Så blev det måske også nemmere at se forskel på de forskellige partier i de to fløje – og måske kunne man endda være så heldig at få blik for, at der ikke kun er to fløje, men at der på forskellige akser er et utal af fløje, som måske også kunne give blik for nye regerings-konstellationer.

Så: hvis vi nu skal fokusere så meget på at være konkrete, så lad os i det mindste være åbne for, at man kan være konkrete på mange måder. Kunne vi prøve at tage bare én dag i valgkampen, hvor vi i fællesskab antog, at den til enhver tid siddende regering nok skal få pengene til at hænge sammen. Og vi så i stedet diskuterede HVAD vi skal bruge den velstand til, som begge fløje så intenst arbejder på at sikre os.

Så tror jeg, vi efterfølgende ville få os en meget mere spændende valgkamp.

Dette værk er licenseret under en Creative Commons Attribution-ShareAlike 4.0 International License.