Denne valgkamps mest lysende nyskabelse er uden tvivl alliancen mellem Det Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti.

En alliance, der måske nok var overraskende, da den blev offentliggjort, men som retrospektivt alligevel var lige så indlysende som den var overraskende.

De Konservative og de Radikale har jo en lang række fælles synspunkter omkring den økonomiske politik, og hvis man lige ser bort fra et par udlændingepolitiske strammer-udmeldinger fra de konservative (f.eks. Naser Khaders forsøg på at forbyde burkaen, og Lene Espersens kortvarige fokus på at bringe udlændingepolitikken tilbage på “rette spor”), så kan man nok også uden overdrivelse sige, at de Radikales kurs på udlændingeområdet er mere i overensstemmelse med konservative tilbøjeligheder (selvom de Konservative sandt at sige har holdt dem godt skjult de senere år).

Man kan vel sige, at for de Konservative har “nok været nok”. Den nye alliance er defineret ved, at begge parter vil arbejde på at undgå blokpolitik på den anden side af valget – mere konkret: man vil begrænse Enhedslistens og Dansk Folkepartis indflydelse.

Sidst vi så sådan en alliance, gav det også dønninger i det politiske landskab. Det var da Naser Khader, Anders Samuelsen og Gitte Seeberg slog pjalterne sammen og skabte et nyt parti. Partiet mistede imidlertid sin impetus, da den i valgkampens afsluttende fase blev afkrævet en stillingtagen til den blokpolitik, som man netop var sat i verden for at aflive. Da man til sidst valgte side, opgav man også reelt det oprindelige projekt. I denne situation blev partiet reelt flået fra hinanden.

Spændende ved den nye ny-alliance er, at man forsøger at kombinere et blok-mæssigt tilhørsforhold, med et løfte om at række ud over blokkene. Derfor er den nye ny-alliance ikke udsat for helt de samme farer som den gamle. Den nye ny-alliances største fare vil velsagtens være, at den efter valget ikke får nogen reel værdi, fordi vælgerne sammensætter folketinget på en måde, der gør den urealistisk.

Hvis f.eks. de Konservative bliver for små til at kunne udgøre et mandatmæssigt alternativ til Enhedslisten. Eller, som vi så ved de seneste valg, de Radikale ikke kan tilbyde den borgerlige blok tilstrækkelig med stemmer, til at kunne holde Dansk Folkeparti ude af forligene.

Hvem vinder på den nye ny-alliance? Den mest oplagte vinder er de Radikale, der om nogen har lidt under blok-politikken. Mest oplagt naturligvis de seneste 10 år, hvor de – på trods af store ligheder med den borgerlige blok – ikke har haft en reel indflydelse på den vedtagne politik.

Samtidig med at de har skullet bøvle med at forsvare et tilhørsforhold til den røde blok, hvor deres indflydelse også har været meget begrænset.

Ved at minimere det påtrængende i at skulle tilhøre den ene eller anden blok, er meget vundet. Opgøret med denne tænkning satte ind, da VK inviterede de Radikale til deltagelse i efterløns-reformen. Tanken har givetvis været, at man kunne rokke ved billedet af et rødt regeringsalternativ. Men muligvis inviterede man en trojansk hest på besøg, eftersom det samtidig blev klart, at den blå blok heller ikke var en naturgiven størrelse, der måtte bestå for evigt.

De Konservative vinder også på alliancen. Dels fordi mange af deres vælgere vitterligt er trætte af Dansk Folkepartis indflydelse på politikken. Men mere oplagt er det i virkeligheden, at man træder ud af et samarbejde, hvor man entydigt er lillebroren.

De Konservatives egen profil bliver mere skarp, og det bliver i den grad tydeligt, hvad vi får ved at styrke de Konservative fremfor Venstre.

Derudover kan man nok også forvente at yderfløjene – i det mindste mandatmæssigt – kan vinde på den nye ny-alliance. Ved at nogen sætter fokus på, at der er noget, vi skal undgå (nemlig indflydelsen fra Enhedslisten og Dansk Folkeparti), så sker der uvægerligt det, at vi alle kommer til at tænke på dem. “Lad være med at tænke på en lyserød elefant!” Dermed kommer de også på dagsordenen: “Hvad er det egentlig vi skal undgå? Nå, ja – noget med flygtninge (DF) og autonome ballademagere (Enh)”.

Man skal nok ikke underkende timingen i, at Dansk Folkeparti fremlagde deres program for valget lige efter annonceringen af den nye ny-alliance. Der skulle smedes, mens jernet var varmt! Om yderfløjene så kan operationalisere en eventuel vælgerfremgang, kommer naturligvis an på, hvor stærk den nye ny-alliance bliver.

De umiddelbare tabere af den nye ny-alliance (hvis den vedbliver med at være et tema i valgkampen) bliver så S, SF og V — de “etablerede” partier, som har haft hovedrollerne i blok-strukturen.

Hvis de før var de “klare alternativer”, som lyste på den røde og blå himmel, så er det mindre entydigt, at det er dem, der kommer til at sætte dagsordenen.

Dermed ikke sagt, at der er rokket særlig meget ved, at den næste statsminister hedder enten Lars eller Helle til fornavn, men hvis den nye ny-alliance forbliver en succes, så kan de nok næppe arbejde med samme grad af arbejdsro, som vi før har set.

De åbenlyse “nødvendigheder” bliver færre – man kan som forhandlingsleder på den ene side spille på flere muligheder (flere flertals-konstellationer), men samtidig kan man heller ikke så ofte tørre den af på, at der kun var én vej at gå. Derfor kan man pludselig blive stillet til ansvar for, hvilken vej man vælger.

Det var måske ikke så skidt igen?

Selvom man ikke nødvendigvis er stor tilhænger af Radikal og Konservativ politik, kunne man derfor godt (for demokratiets skyld) ønske dem held og lykke på deres nye vandring!

Dette værk er licenseret under en Creative Commons Attribution-ShareAlike 4.0 International License.