Det er tid til at kippe med flaget!

Titlen på dette blogindlæg er et citat fra Gérard Biard i anledning af, at han på vegne af satiremagasinet Charlie Hebdo modtog Lars Vilks-komiteens frihedspris d. 9. oktober 2014. Tre måneder før det tragiske angreb, hvor en stor del af Charlie Hebdo-redaktionen blev likvideret.

Fredag d. 2. juni 2017 tog Danmark et skridt i retning af franske tilstande, hvor det er tilladt at spotte og håne gud (ytre sig blasfemisk), hvorimod det ikke er tilladt at forhåne og nedværdige folk med henblik på (blandt andet) deres religion. Vi har med andre ord fået afskaffet den gamle blasfemiparagraf (§140 i straffeloven), ifølge hvilken…

»Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.«

Det blev vedtaget med et temmelig stort flertal (kun Socialdemokratiet stemte imod), og selvom det er lidt en ud-af-kroppen-oplevelse for mig at indrømme det, så mener jeg (for en gangs skyld), at politikerne har handlet klogt.

Selvom jeg ikke hører til den fløj i diskussionen af ytringsfriheden, der mener, at ytringsfriheden bliver bedre des færre lovmæssige begrænsninger, der er på den, så mener jeg alligevel, at lige netop denne begrænsning var problematisk. Jeg har forklaret hvorfor i min bog Kugleregn møder kuglepen (kapitel 3), men i anledning af afskaffelsen, vil jeg minde om argumentet. Også for at minde om, at blasfemiparagraffens afskaffelse ikke direkte kalder på at en lignende afskaffelse af racismeparagraffen. Hvor problematisk racismeparagraffen end kan siges at være i sin nuværende udformning, så mener jeg at argumentet for at have en racismeparagraf er stærkere end for at have en blasfemiparagraf.

Gode grænser for ytringsfrihed

Når man skal overveje, hvilke grænser vi kan acceptere i forhold til ytringsfriheden, er det vigtigt at være meget bevidste om, hvordan disse hensyn spiller sammen med de grunde vi har for, at kæmpe for ytringsfriheden, for ellers risikerer vi naturligvis at miste ytringsfriheden helt. Et stærkt argument for grænser for ytringsfrihed vil være, hvis vi kan vise, at de pågældende grænser faktisk i sidste ende giver os en bedre ytringsfrihed.

Et sådant synspunkt forudsætter, at vi giver slip på den naive forståelse af, at frihed bare handler om, at der ikke er nogen, der forhindrer os i at gøre, hvad vi vil (negativ frihed). Frihed handler også om at have muligheden for at gøre det, som vi vil (positiv frihed).

I forhold til racismeparagraffen har jeg således i flere sammenhænge argumenteret for, at en rigtig indrettet racismeparagraf kan være en slags mindretalssikring. Racismeparagraffen kan være med til at sikre os en offentlighed, hvor bestemte grupper ikke mister deres offentlige legitimitet. Racismeparagraffen behøver ifølge dette syn ikke handle om, hvordan vi beskytter nogen mod at blive såret. Den handler om, at trusler, forhånelser og nedværdigende udtalelser kan være med til systematisk at fratage visse grupper en stemme i offentligheden.

Derfor kan det være et legitimt hensyn at tage, at man forbyder denne slags udtalelser. Naturligvis er der også problemer ved det. Der er nogle borgere i samfundet, der har en begrænset ytringsfrihed, fordi vi i Danmark har racismeparagraffen. Pointen er bare, at det samme ville være tilfældet, hvis vi ikke havde den. Derfor er det naturligvis vigtigt at vi hele tiden overvejer, om vi har den racismeparagraf, som vi mener bedst beskytter svage stemmer i offentligheden. Og hvis ikke, skal den revideres. Men helt at afskaffe den, skal vi være mere varsomme med.

Problemet med blasfemiparagraffen

Spørgsmålet er så, om vi kan lave et lignende argument for blasfemiparagraffen. Det mener jeg ikke umiddelbart vi kan. Hvor racismeparagraffen handler om at beskytte mennesker, der kan forhånes for deres race eller tro, handler ytringsfriheden om, at vi ikke må spotte helligdommene eller trossætninger. For så vidt den forhånede gud faktisk eksisterer, skal han/hun/den/det nok få sin hævn på et tidspunkt. Hvis guden ikke eksisterer, giver det vel ikke mening at beskytte ham/hende/den/det.

Så kan man naturligvis sige, at det ikke altid er så ligetil at skelne mellem forhånelse af den troende og af guden. Dette er nok rigtigt, men så må pointen jo være, at så længe vi stadig har racismeparagraffen, så er dette hensyn slet ikke nødvendigt at stadfæste i blasfemiparagraffen.

Dertil kommer, og nu vender jeg så tilbage til Gérard Biards sætning om, at demokrati forudsætter blasfemi, at i et demokrati er det netop vigtigt at kunne udfordre helligdommene. Det er så at sige den grundlæggende ethos i ytringsfriheden: Ytringsfriheden er jo netop så afgørende, fordi den skal bruges til at udfordre de bestående dogmer. Kun de dogmer, der kan holde til denne udfordring, skal have lov til vedblivende at regere vort land, kan man sige.

Disse dogmer kan have utallige former. Det kan være religiøse dogmer, hvor nogen kan have lyst til at spotte Allah, Jahve, Jehova, Muhammed, Buddha, osv. Hvis disse figurer er, hvad nogen tror, så bør den oplagte reaktion hos de troende være, at “vi tales ved senere” — underforstået, at gud skal vel nok få det sidste ord.

Disse dogmer kan også være politiske, hvor vi tror på demokrati, ytringsfrihed, individet, solidaritet, solkongens (Erdogans) fuldkommenhed, osv. På tilsvarende vis må det være sådan, at også disse dogmer kun skal bestå, så længe de kan holde til denne spot. Hvis troen på demokratiet ikke kan holde til, at nogen ytrer sig spottende om demokratiet, så er det måske i virkeligheden for svagt i udgangspunktet. Så må noget bedre jo have vist sig.

Det er helt givet, at i den offentlige diskussion af, hvordan vi skal regere et land, kan vi godt havne i den situation, hvor noget pludselig fremstår som bedre end demokrati. Men der er kun en vej, der sikrer os imod denne situation, og det er, at vi hele tiden tvinger os selv til at være gode til at modgå disse forslag. Vi skal med andre ord minde os selv om, hvorfor vi mener at demokrati — og dermed ytringsfrihed — er så vigtige størrelser, at vi er villige til at dø for dem. Og denne tvang udsætter vi kun os selv for, ved at kunne svare på selv de mest nedværdigende synspunkter. Hvis vi immuniserer vore dogmer imod sådanne anslag, så risikerer vi pludselig at møde nogen, der tror på andre dogmer, og så risikerer vi, at vi mangler et værn mod deres synspunkter.

Derfor forudsætter demokratiet blasfemi. Demokrati (og dets repræsentanter) skal, modsat i forvejen svage borgere, finde sig i forhånelse og bespottelse, fordi demokratiet og dets repræsentanter bestemmer over os. Det skal demokratiet og dets repræsentanter kun have lov til, hvis de faktisk kan tåle udfordringer.

Dette værk er licenseret under en Creative Commons Attribution-ShareAlike 4.0 International License.