Demokrati handler grundlæggende set om at folket selv skal vælge, hvordan det skal styres — démos (folk) + kratía (styre, herredømme).

Men dermed er i virkeligheden ikke sagt særlig meget. For hvad forstår vi ved “et folk”, og hvordan skal de nå frem til et godt “valg”? Det kræver ikke meget fantasi til at forestille sig, at man kunne havne i en situation, hvor folket begyndte at træffe dårlige beslutninger. Den græske filosof Platon var af samme grund meget skeptisk overfor demokratiet, fordi han frygtede, at det ville udarte til “pøbelvælde”.

I spændingsfeltet mellem disse spørgsmål er der gennem tiderne udviklet et hav af forskellige teorier om det gode demokrati. Wikipedia kan således opliste 32 slags demokrati her: Wikipedia: Typer af demokrati

En del af disse er ganske vist overlappende, men det siger alligevel noget om kompleksiteten. Når journalister traditionelt tildeles og tildeler sig selv en meget vigtig betydning i demokratiet, så er det ikke helt ligegyldigt, hvilket demokratibegreb, man læner sig op ad. I et deltagerdemokrati er journalistikkens opgave at hjælpe borgerne til at være aktive. I et konkurrencedemokrati er det journalistikkens opgave at hjælpe de “stærkeste” synspunkter til at overleve, fordi det tænkes at gøre samfundet stærkest muligt. Deltagerdemokratiet søger at få flest mulige med i processen, konkurrencedemokratiet søger at få de stærkeste med i processen. Den journalistiske opgave er derfor i en vis forstand modsatrettet indenfor disse to opfattelser af demokrati.

Så, givet at journalisten løfter en opgave som fjerde statsmagt i et demokratisk samfund, hvad er det så egentlig denne opgave går ud på? Prøv at læse de følgende bud på demokratiformer igennem, og stil dig selv spørgsmålet: Hvad er så journalistikkens opgave? Og: Hvilken demokratiform har vi i Danmark? Hvilken burde vi have?

Deltagerdemokrati

  • I deltagerdemokratiet er det en grundlæggende opfattelse, at jo mere borgerne selv deltager i den politiske forhandling, des mere retfærdigt og rimeligt bliver samfundet. Et demokrati vil, ifølge denne opfattelse, ikke kunne fungere, hvis borgerne kun er aktive omkring selve valghandlingen. For det første forudsætter en kompetent valghandling, at man allerede er aktiv deltager, for det andet har de folkevalgte også brug for en vedvarende føling med, hvad der optager borgerne.
  • Deltagerdemokratiet udgår af den tanke, at man som borger kun kan repræsenteres retfærdigt, hvis man giver sig til kende i samfundet. Derfor vil de inaktive borgere efterhånden blive forfordelt – og det er uretfærdigt.
  • Et demokrati måles altså ikke på de endelige beslutninger, men på, hvordan man er kommet frem til dem.

Deliberativt demokrati

  • I det deliberative demokrati fokuserer man på, hvilke processer der kan sikre, at de vedtagne beslutninger bliver til det “fælles bedste”.
  • Deliberation betyder “rådslagning”, og et deliberativt demokrati fokuserer således på, hvordan vi gennem en kritisk, fornuftig dialog, kan overveje alle relevante synspunkter omkring en konkret sag. Ideen er så, at man gennem en lytten til argumenter om, hvad der er til fælles bedste, beslutter sig.
  • Logisk argumentation bør stå stærkere end retorisk forførelse.
  • Mange deliberative teoretikerer argumenterer for, at i sådan en proces er det vigtigt, at både talere og tilhørere undgår at fokusere på det emotionelle, fordi det emotionelle netop altid er egocentreret, og derfor ikke til det fælles bedste.
  • Hovedfokus er den “gode beslutning”, gennem fornuftsbaseret dialog.

Forbrugerdemokrati

  • Forbrugerdemokratiet tager udgangspunkt i det markedsdefinerede, liberale individ, der søger at opnå det samfund, som individet selv ønsker sig. Ideen er så, at det demokratiske samfund, er produktet af alle borgernes ønsker. Ligesom markedet også består af de virksomheder og produkter, som giver borgerne det, de vil have.
  • Forbrugerdemokratiet udgør i nogen grad en opposition til fornuftsfokuseringen i det deliberative demokrati. I forbrugerdemokratiet er det i en vis forstand legitimt at vælge den “behagelige” løsning fremfor den “kloge” løsning, men det er naturligvis vigtigt, at borgerforbrugerne bliver oplyst om konsekvenserne ved at træffe forskellige valg.
  • I forbrugerdemokratiet tænkes staten som et serviceorgan, der skal facilitere at borger-forbrugerne får det liv, de selv ønsker sig.
  • Det demokratiske hovedfokus er at borger-forbrugerne får det, de ønsker sig.

Konkurrencedemokrati

  • I konkurrencedemokratiet er der fokus på at nå frem til den rigtige beslutning. Hvis man ser konkurrencedemokratiet som idealet, så forsøger man at strukturere den demokratiske proces således at det er de dygtigste, der bliver valgt, og når dette så er gjort, skal den almindelige borger i en vis forstand ikke rigtig blande sig, fordi borgerne alligevel ikke har forstand på de komplekse problemstillinger.
  • Politikerne skal klædes på af embedsmænd og eksperter, der kan rådgive dem ud fra deres faglige ekspertise.
  • Den demokratiske forhandling tænkes ligeledes som en vedvarende konkurrencesituation, hvor de dygtigste politikere udmanøvrerer de mindre dygtige gennem taktiske manøvrer. Herved vil det være den mest levedygtige position, der vinder i sidste ende.
  • Det demokratiske i denne position ligger i, at for at opnå genvalg, vil de valgte politikere strenge sig an, således at de også vil kunne vinde genvalg næste gang. Dertil kommer, at hvis det er en grundlæggende tanke, at alle skal have muligheden for at stille op til valg, fordi ellers risikerer man at det er usaglige forhold, der forhindrer nogen i at stille op.
  • Hovedfokus for konkurrencedemokratiet er at træffe de mest effektive beslutninger.

 

Billedet herunder giver et bud på forholdet mellem de nævnte demokratiformer:

 

CC BY-SA 4.0 Dette værk er licenseret under en Creative Commons Attribution-ShareAlike 4.0 International License.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *