Baggrund

Jeg går lidt med nogle planer om at udvide min værktøjskasse til journalistisk analyse. Vi har efterhånden en årelang tradition for at lære journalist-studerende at lave argumentanalyse. Efterhånden er dette arbejde landet omkring et afkog af Toulmins analyse model, hvor de studerende lærer at se om et argument er sammenhængende og udtømmende. Dertil kommer at vi efterhånden har fået hul igennem med at få bragt diskursanalytiske værktøjer ind i journalistikken. Her har vi lænet os kraftigt op af Faircloughs indgreb i den diskursanalytiske baggrundsfilosofi.

Som et supplement til diskursanalysen har jeg dog længe haft lidt kig til dekonstruktionen. Hvor diskursanalysen referer tilbage til filosoffen Foucault er dekonstruktionen væsentligt en opfindelse af Derrida. Både Foucault og Derrida er enige om, at man egentlig ikke kan udtrække standardiserede værktøjer og metoder, og det er jeg filosofisk set sådan set enig med dem i. Men spørgsmålet er om man ikke alligevel kan hente noget, der “ligner” tilstrækkeligt til at journalister kan få noget ud af det.

Antenarrative analysegreb

For at komme det lidt nærmere har jeg kigget mig lidt omkring, og er faldet over en fin bog: David M. Boje: Narrative Methods for Organizational and Communication Research. SAGE Publications, London, Thousand Oaks, New Delhi, 2001. Bojes projekt er at give stemme til det, som han kalder antenarrativet. Antenarrativet er et forsøg på at give os blik for det, der falder ud, når vi reducerer en kompleks verden til et kohærent, nogenlunde logisk hændelsesforløb. Den underforståede antagelse er, at virkeligheden aldrig lader sig klemme ind i klare narrativer, men når vi rives med af et narrativ, forledes vi til at tro det. Derfor skal vi have værktøjer til at se det, der falder mellem maskerne, eller lægger sig helt uden for vores erfaringshorisont, når vi italesætter verden på en bestemt måde. På mange måder er dette projekt i klar forlængelse af diskursanalysen, og Boje nævner da også gentagne gange Fairclough, dog uden for alvor at gå i dybden med det.

Overordnet set er pointen, at ingen af de nævnte teknikker sådan set er tilstrækkelige i sig selv. Pointen med det hele er netop, at virkeligheden altid udfordrer vores begreber og normer — derfor vil virkeligheden jo også altid kunne udfordre de normer, der ligger til grund for værktøjerne. Men des flere værktøjer vi har at jonglere med, des større er chancen for, at vi får fat i nogle af de vigtige ting, som vi ellers overså.

Jeg vil ikke gå i dybden med alle de værktøjer, som Boje trækker frem. Jeg vil primært fokusere på hans pointer omkring dekonstruktion, men inden jeg fokuserer ind, så vil jeg lige opliste de andre, så kan interesserede jo selv evt. dykke ned i det, hvis det kalder på en uddybning:

1. Deconstruction analysis
2. Grand narrative analysis
3. Microstoria analysis
4. Story network analysis
5. Intertextuality analysis
6. Causality analysis
7. Plot analysis
8. Theme analysis

Mangler ved diskursanalysen

Hvis man vil supplere noget (f.eks. diskursanalysen) med noget (f.eks. dekonstruktion), er det en god ide, at gøre sig klart, hvad det oprindelige (diskursanalysen) mangler. Diskursanalysens styrke er, at den er i stand til at pege på forhold ved verden, som vi er blinde for. Der hvor diskursanalysen imidlertid let kommer til kort er, hvis dem man vil ramme med analysen besvarer analysen med et “jeg er da ligeglad” eller “hvorfor skulle jeg bekymre mig om det” eller “jeg er godt tilfreds med den nuværende diskurs”. Så hvis man som diskursanalytiker har et kritisk ærinde, kan man let blive sat skakmat.

Diskursanalytikeren kommer ikke med en normativ balast, der siger, at denne nye vinkel er bedre end den gamle. Diskursanalytikeren kommer ikke nødvendigvis med bedre eller mere “sande” vinkler — diskursanalytikeren kommer blot med anderledes vinkler. Det kan der være en kreativitetsgevinst i, men det er jo ikke sikkert at dem der læser diskursanalytikerens arbejde synes der er behov for kreativitet. Sådan lidt slagords-agtigt har de filosofiske modstandere af Foucault altid skudt ham i næsen: “Fint nok med dine alternative læsninger af samfundet — but why fight?”

Dekonstruktionens filosofiske baggrund

Dekonstruktionen har sådan set heller ikke et klart bud på en normativ begrundelse for, at vi skulle lade os afkræve en forandring i diskursen. Men dekonstruktionen griber fat i nogle indre spændinger i vores kulturer og praksisser, som udfordre os så at sige indefra.  Sådan lidt billedligt kan man sige, at dekonstruktivisterne forsøger at gøre os opmærksomme på de indre “knuder” (teknisk betegnelse: aporier), som vores kulturer og praksisser er grundede på. Vores kulturer og praksisser tænkes ofte “bygget op” omkring et “fundament” som vi så navigerer ud fra, men dekonstruktivisterne viser os, at fundamentet grundlæggende set er

Et problem, som vi ikke kan løse, men som vi er nødt til at løse!!

Det er klart, at det er jo lidt af et paradoks. Vi har altså et problem, som vi skal løse, men vi kan ikke. Et eksempel på dette er det retfærdige samfund. Grundlæggende er alle samfund bygget op om en intuition om, at samfund skal være retfærdige. Det har vi efterhånden opbygget retsstater omkring, store lovkomplekser, og så skulle man jo tro, at alt var vel. Men problemet er, at retfærdigheden altid overskrider vores begreber om ret og uret. Retfærdigheden er konkret ude i samfundet, men vores retsbegreber er almene og forsøger at udtrække noget generelt om, hvordan vi bør opføre os. Og uden disse generelle retningslinier var det jo næsten umuligt at gribe ind overfor uretfærdige overgreb. Men nogle gange bliver selve retningslinierne til selve overgrebet, fordi vi måske ikke havde forudset en konkret hændelse, og så må vi overveje at ændre retningslinierne.

I andre sammenhænge (1 & 2) har jeg argumenteret for, at journalistikken også er funderet i aporetiske forhold: På den ene side skal man lave en relevans-sortering af informationerne på vegne af modtagerne, men på den anden side er denne relevans-sortering aldrig retfærdig — hverken overfor den beskrevne verden eller overfor modtagerens interesse.

Lige nu og her er det ikke så afgørende om man er enig i denne udlægning af journalistikken, den er mest bragt for at eksemplificere den grundlæggende påstand om, at vores praksisser i verden er grundet i uløselige problemer, der skal løses. En vigtig pointe er det, at når man kan påpege sådanne knuder, så er det ikke som sådan en indvending mod disse praksis-former. Snarere kan man sige, at knuderne peger lige ind i hjertet på, hvorfor de er så påtrængende. Knuderne udpeger på en måde arnestedet for de forskellige praksis-formers energi. Journalistik, f.eks., er så drønvigtigt, fordi journalistikken forsøger at overkomme et så grundlæggende, uafvendeligt og uløseligt problem.

Men det er også klart, at i og med, at der ikke findes én rigtig løsning på knuden, så kan man altid udpege andre måder at løse det på, hvis man bliver opmærksom på fundamentets grundlæggende knude-karakter. Og, modsat ved diskursanalysen, så er det lidt sværere blot at afvise analysen med et “jeg er da ligeglad”. For den dekonstruktive analyse peger lige ind i hjertet af drivkraften bag den praksisform, som man analyserer.

Dekonstruktion — et eksempel

Lad os tage et eksempel (første gang fremført her): Hvis man f.eks. på Internettet har et fællesskab af puddelhunde-elskere, så kunne man godt lave diskursanalyse på dette, ved at udpege grænserne for dette fællesskabs forståelseshorisont. Man vil meget hurtigt kunne udpege, at der er mange ting i verden, falder udenfor den umiddelbare interesse-horisont for dette fællesskab. Men det er jo i en vis forstand pointen med et sådant fællesskab, at man diskuterer ud fra en snæver, men fælles, interesse. Derfor vil en diskursanalyse ikke rigtig anfægte et puddelhunde-fællesskab.

Hvis man derimod, vha. en dekonstruktiv analyse, kunne tage dem ind mod den definerende kerne i fællesskabet, så ville man kunne hjælpe dem til at blive klogere på sig selv. Det kunne f.eks. foregå ved at man lavede en analyse af, hvorfor det er muligt at blive ved med at diskutere puddelhunde. Hvad kan man være uenige om? Sådanne spørgsmål vil i mange tilfælde føre til problematikker som “Hvad er en sund/flot/dejlig/god hund”, og så er vi allerede godt på vej. For næste spørgsmål bliver så naturligvis hvad man forstår ved sund, flot, dejlig og god? Når forskellige deltagere kan se på den samme hund, og være uenige om vurderingen, så må det jo skyldes at man skal ind i næste lag, og se på, hvad man forstår ved de værdier, der diskuteres.

Pointen er, at jo længere vi trænger ind i forholdet mellem de konkrete hunde og de værdier, der diskuteres ud fra, des mere når vi ind til en definerende kerne af, hvad der holder dialogen om hundene i gang. Og jo længere vi trænger derind, des mere klart bliver det for os, hvilke værdier, der driver deltagerne. Ikke sådan at forstå, at vi så ender ud med at have “fem faste grundværdier” – Pointen er tværtimod, at jo længere vi trænger ind mod drivkraften, des mere får vi blik for “problemet”, “utilpassetheden”. Når man tilskriver værdier, normer eller vurderinger til en eksisterende virkelighed, er der altid et “mellemrum” – en grad af åbenhed: Realiserer denne virkelighed nu også virkelig denne værdi, hvordan, hvorfor? Pointen er, at sproget forlader os, og vi ender i et tomrum, som vi alligevel er nødt til at agere i.

En sådan rejse kan også være en hjælp til at bringe deltagerne udenfor deres egen erfaringshorisont – således at de bliver tilgængelige for en opmærksomhed og bevidsthed om relevansen af at kunne forholde sig til andet end (f.eks.) puddelhunde. Arbejdet med de definerende aporier vil kunne give deltagerne en bevidsthed om, hvad der oprindelig startede den intensive interesse for området – og hermed få blik for den udenfor liggende virkelighed, der førte dem ind i dialog-feltet.

De konkrete værktøjer

Nå, puh-ha, det var en lang omvej. Men dekonstruktionen er meget kompleks, og det kræver en del indføring for at forstå, hvorfor man skal gøre sig besværet. Men nu er jeg klar til at præsentere de “værktøjer” som Boje har skitseret i den ovenfor nævnte bog. Som jeg har nævnt, så er dekonstruktionen sådan set grundlæggende anti-værktøj. Dekonstruktionen er jo selv en knude, som hele tiden bliver udfordret i mødet mellem værktøjer og virkelighed. Men jeg tænker bare også, at det er ærgerligt at dekonstruktionen ikke bliver operationaliseret for et bredere felt end lige de deciderede filosoffer. Derfor kommer her Bojes “analysegreb”. De er et første skridt på vejen. Måske er det ikke alle journalistikken kan bruge, og måske skal journalistikken bruge flere (jeg savner f.eks. nok foreløbig et greb, der fokuserer mere ind på det paradoksale). Men her er i hvert fald en start.

1. Duality search: Lav en liste over bipolar terms (modsætninger)
2. Reinterpret the hierarchy: Grib fat i de underforståede hierarkier, og genfortolk dem. Er det egentlig så selvindlysende, at top er top, og bund er bund. Hvad sker der, hvis man vender hierarkiet på hovedet. Hvad skal man så gøre for at få narrativet til at hænge sammen?
3. Rebel voices: Prøv at benægte bestemte stemmers autoritet. Hvilke stemmer bliver ikke hørt?
4. Other side of the story: Prøv at spørge til den anden side af historien.
5. Deny the plot: Hvad sker der, hvis man benægter eller ændrer plottet (så man f.eks. bevæger sig fra det tragiske til det romantiske eller komiske)?
6. Find the exception: Alle regler har undtagelser. Hvem/hvad er undtagelsen her. Hvorfor er den ikke nævnt? Burde den det?
7. Trace what is between the lines: Undersøg hvad narrativet beder dig selv om at “fylde ind”. Hvilke mellemrum er der i narrativet, som du bliver nødt til at udfylde. Er udfyldningen helt rimelig?
8. Resituate: Dekonstruktion kan ikke blot være negativ (destruktiv). Pointen er jo netop, at selvom vi ikke kan få tingene til at hænge (helt) sammen, så er vi alligevel nødt til at forsøge. Derfor må dekonstruktionen også være positiv (konstruktion). Prøv at finde et nyt perspektiv ud fra de negative greb (1-7).

Nogle af grebene ligner noget vi har allerede i diskursanalysen (1=modsætninger; 7=præsuppositioner), men særligt (6) synes jeg peger meget centralt ind i dekonstruktionens ærinde: Selv de bedste regler udfordres af undtagelser. Men er undtagelserne nødvendigvis uvigtige? Næppe. Nogle gange kræver undtagelserne at blive taget alvorligt. Hvis vi får øje på dem.

Dette værk er licenseret under en Creative Commons Attribution-ShareAlike 4.0 International License.