(målgruppe: Studerende på 1. semester af den journalistiske bachelor-uddannelse på Danmarks Medie og Journalisthøjskole)

Siden massemediernes fremkomst har journalister været centrale aktører i dannelsen af “offentligheden”. Man talte om, at de var “gatekeepers”, hvilket vil sige, at journalisterne i nogen udstrækning var dem, der bestemte, hvad der blev lukket ind i offentligheden. Med internetmediernes fremkomst er selve billedet med gatekeeperen nok ikke dækkende, men journalisten har stadig en central rolle i offentligheden.

Eftersom offentligheden er helt afgørende central i opretholdelsen af en demokratisk indretning, er det naturligvis vigtigt, at journalisten er bevidst om, hvilken offentlighed han/hun er med til at danne og opretholde. Journalister nyder på flere områder en særstatus i lovgivningen (særligt omkring medieansvarsloven) og denne status er på mange måder legitimeret ud fra netop sådanne overvejelser: Hvis det er vigtigt med en god offentlighed, og journalisterne er centrale i dannelsen af offentligheden, så må vi lovgivningsmæssigt gøre noget for at sikre, at journalister har adgang til de øvrige magthavere, at de står nogenlunde frit i forhold til de øvrige magthavere, at de kan beskytte deres kilder, osv. Med andre ord: Vi må sikre, at journalisterne og massemedierne kan varetage deres opgave som “den fjerde statsmagt”.

Så vidt så godt. Eftersom de fleste af os i den vestlige verden mener, at demokratiet er forholdsvis vigtigt, så er det givet ovenstående overvejelser også almindeligt, at når vi skal sige noget om, hvad den gode journalistik går ud på, så bygger vi det i vid udstrækning på ovenstående tanker: Den gode journalist er den journalist, der muliggør, at vi kan opretholde den demokratiske indretning ved at skabe rum for god offentlighed. Så føler vi os nogenlunde på tryg grund.

“Offentlig interesse”

Men som det er med alle etiske refleksioner, så er det bare som om, det ikke rigtig afslutter noget som helst. Lad os tage et eksempel: I forbindelse med en dødsbrand i Nakskov i januar 2015 blev Ekstra Bladet kritiseret for at bruge nogle billeder af de indebrændte børn, som de havde fundet på morens facebook side. Ekstra Bladet har siden erkendt, at det ikke var voldsomt elegant, at de brugte billederne uden en klar tilladelse fra moren.

Men de fastholdt, at det var meget vigtigt at sagen blev dækket intensivt, og i argumentationen for dette blev der fremført nogle argumenter, der er interessante i vores sammenhæng: Chefredaktør Karen Bro argumenterede nemlig for, at det var vigtigt at bringe disse billeder, fordi der var stor offentlig interesse for det, hvilket efterfølgende førte til en diskussion med Vibeke Borberg (forskningschef i medieret ved Danmarks Medie og Journalisthøjskole), der problematiserede denne argumentation (Link, Link, Link, Link). Borberg indvendte at begrebet “offentlig interesse” ikke kan eller bør sidestilles med hvad offentligheden rent faktisk interesserer sig for. Lad os se nærmere på et lille uddrag af diskussionen:

• Borberg: ‘Offentlig interesse’ er et medieretsligt og et presseetisk begreb. Det er ikke et begreb, der afhænger af, at mange interesserer sig for det
• Bro: Du vil gerne sige, hvad folk bør interessere sig for
• Borberg: Det at en historie giver mange klik gør ikke nødvendigvis, at den har offentlighedens interesse

Denne udveksling er et klokkeklart eksempel på, at vi, i vores diskussioner af hvad god journalistik går ud på, rammer forbi hinanden, fordi vores udgangspunkt er forskelligt. Og det er selvom vi er enige om, at journalistikken skal give os den bedst mulige offentlighed.

Jeg vil i det følgende argumentere for, at det skyldes at vi ikke nødvendigvis er enige om, hvad et godt demokrati går ud på. Karen Bro (og den mere tabloidt orienterede presse) repræsenterer et typisk populistisk eller forbrugerdemokratisk syn, hvorimod Vibeke Borberg og det medieretslige system repræsenterer et mere deliberativt orienteret syn på demokratiet.

Lad os prøve at se nærmere på, hvilket begreb om “den gode offentlighed” vi kan finde indenfor forskellige syn på demokratiet. Som man kan se nederst i dette indlæg, så er jeg ikke den første til at gøre dette. Der er dog lidt forskel i hvilke demokratityper vi fokuserer på:

• I forhold til Allen & Hindman’s artikel, kan man langt hen ad vejen oversætte deres “the Elitist perspectives” (s. 186-189) til det konkurrencedemokratiske ideal. Deres begreb om “discourse democracy” (s. 189-193) ligger lidt i mellemlaget mellem det deliberative- og det deltagerdemokratiske ideal. Deres begreb om “the communitarian democracy” kan ikke uden videre oversættes til de begreber, der bruges her på siden, og jeg vil derfor ikke forholde mig til dette.
• I forhold til Strömbäcks artikel ligger den største forskel nok ved, at han fokuserer på det procedurale demokrati, hvor jeg forholder mig til det forbrugerdemokratiske. De ligner hinanden en del, og det forbrugerdemokratiske ideal har bestemt mange procedurale elementer i sig (f.eks. at man skal overlade det til den enkelte borger selv, om han/hun vil benytte sig af sine rettigheder). De adskiller sig dog ved, at det procedurale demokrati tenderer til at have en “ligegyldig” holdning til om borgeren bruger sine muligheder. Heroverfor markerer det forbrugerdemokratiske syn, at det netop er vigtigt at borgeren selv bestemmer, for det er borgeren selv, der mest kvalificeret kan afgøre, hvad der er det gode for sig selv. På den måde ligger det forbrugerdemokratiske syn mere på linje med Hjarvads pointer om det populistiske og responsive servicesamfund.

Det følgende er en viderudvikling af et tidligere indlæg: Link

Konkurrencedemokratiet

Konkurrencedemokratiet er kendetegnet ved, at man grundlæggende ikke stoler på, at borgerne selv har evner til at regere et samfund. Det konkurrencedemokratiske ideal bygger også på, at vi sådan set grundlæggende er enige om, hvad der er de største udfordringer for samfundet. Så disse skal journalisterne informere så neutralt som muligt om.

Derfor skal der vælges en elite af ledere, der har bedre evner end flertallet, til at lede samfundet. Konkurrencedemokratiet er stadig grundlæggende demokratisk, men det er ikke meningen, at borgerne fortløbende skal være involverede i beslutninger, for det anser man dem ikke for at være kvalificerede til.

Den gode offentlighed indenfor det konkurrencedemokratiske syn handler altså om at hjælpe borgerne med at vælge de rigtige ledere. Derfor skal den gode offentlighed sikre, at borgerne bliver informeret om, hvad der er samfundets udfordringer. Eksperter og magthaver vil derfor alt andet lige fylde mere indenfor dette syn. Der er ingen grund til at høre på de ukvalificerede borgere; den begrænsede båndbredde på opmærksomheden må bruges på så høj kvalitet som muligt. Dette er journalistikkens formål.

Og netop fordi borgerne ikke tænkes som kvalificerede, så tænkes journalisten her også som en slags særligt kvalificeret agent, der kan servere de vigtigste informationer i et nogenlunde letfordøjeligt format. Borgeren skal ikke aktiveres, men informeres. Journalisten skal ikke overlade spalteplads til borgerne, for den er de ikke kompetente til at udfylde på en ordentlig måde. Diskussion er ikke et mål i sig selv, det er bedre at høre eksperternes analyser end at spilde tid på ukvalificerede skænderier og meningsudvekslinger. Derfor gør det sådan set ikke så meget, hvis borgerne bare passivt modtager de informationer, som journalisterne videreformidler.

Det kritiske aspekt ved offentligheden fylder heller ikke nødvendigvis så meget indenfor dette demokratisyn. Ikke sådan at forstå at offentligheden slet ikke skal være kritisk, men grundlæggende er synet jo dette, at eksperter og magthaver har tale- og definitionsretten, fordi de er de mest kvalificerede. Så hverken borgerne eller journalisterne tænkes sådan set kvalificerede til at være kritiske udenfor deres egne fagområder. Offentlighedens opgave er ikke primært at udfordre eller kritisere magthaverne og eksperterne — men derimod at forstå dem, og hjælpe befolkningen til at forstå den mest effektive vej ud af problemerne.

Forbrugerdemokratiet

Det forbrugerdemokratiske ideal er grundlæggende antielitært. Det forbrugerdemokratiske ideal tager udgangspunkt i, hvad den enkelte borger ønsker, og det giver ikke rum for, at der kan være nogen autoritet over dét. Der er ikke nogen, der skal komme og kloge i, om det nu også er hensigtsmæssigt, at den enkelte borger ønsker nogle bestemte ting. Vi kan naturligvis ikke alle få præcis det, som vi ønsker os, og nogle gange er vi nødt til at bøje af i forhold til andres ønsker. Men i disse tilfælde skal dette så foregå som en afbalancering af hinandens ønsker, således at hvis jeg giver mig lidt på et område, så får jeg til gengæld noget på et andet område. Dette ideal er tæt knyttet til rational choice forståelsen af sociale relationer, og liberale ideer om hvordan markedet gennem interessernes gensidige afbalancering alt andet lige på lang sigt vil sikre, at vi alle får mest muligt af det, som vi faktisk ønsker os.

Den gode offentlighed kommer her i høj grad til at handle om, at borgerne (brugerne, kunderne) får det som de ønsker sig. Her ønsker man ingen smagsdommere, for der er ingen dommere, der kan stå over borgernes faktiske præferencer. Ganske vist er magthavere og eksperter kvalificerede indenfor særlige områder, men hvis ikke borgerne interesserer sig for dette, så skal de heller ikke belemres med det.

Det er indenfor dette ideal, at man typisk vil bruge Karen Bros argumentation om, at offentlighedens interesse er det, som offentligheden interesserer sig for.

Dette ideal for demokrati og offentlighed spiller typisk den stærkeste rolle indenfor de tabloide medier. Her sigter offentligheden efter at være så folkelig som mulig. Borgerne skal ikke nødvendigvis være aktivt tilstede i denne offentlighed, men det giver ikke mening at fastholde historier, som borgerne ikke klikker ind på. Medierne skal ikke agere smagsdommere på borgernes vegne.

Den nedladende udlægning af denne demokratiform er, at medierne bare følger pengene, og at de ikke har nogle idealer om at dygtiggøre borgerne.

Lidt mere positivt udlægges denne demokratiform dog snarere som en konsekvens af postmoderniteten, hvor en afgørende pointe var, at ethvert forsøg på at fremhæve visse historier og synspunkter som vigtigere end andre, altid må hvile på, at den der fremsætter disse synspunkter selv kommer til at stå sig godt i denne udlægning. Og at sådanne hierarkiske postulater derfor altid rummer en begrænsning i den demokratiske frihed. Eksperter tænkes altså som en slags “magthavere” som vi bør være skeptiske over for (en kulturelite, der har tilegnet sig en mediemæssig magt, der undertrykker “folket).

Det deliberative demokrati

Det deliberative syn på demokratiet udgør på en måde et mellemstadie mellem konkurrence- og forbrugerdemokratiet, men tilføjer så dertil et ideal om aktivitet, som det har tilfælles med deltagerdemokratiet. Det deliberative syn på demokratiet er enig med det forbrugerdemokratiske syn i, at vi ikke én gang for alle kan definere, hvad der er den rigtige vej for samfundet (i modsætning til konkurrencedemokratiet), men forsøger alligevel at argumentere for, at der er nogle veje at gå, som er bedre end andre (i modsætning til forbrugerdemokratiet). Dette mener man at kunne opnå ved at opdyrke en offentlighed, hvor alle politiske synspunkter kan blive afprøvet af modargumenter fra flest mulige. I denne argumentation skal eksperter fylde meget, men man har ikke en tro på, at eksperter er ufejlbarlige. Tværtimod så mener man grundlæggende, at ethvert teoretisk og praktisk synspunkt er fejlbarligt. Men jo flere der har mulighed for at komme med indvendinger, des stærkere bliver grundlaget for at træffe beslutninger.

Derfor er det indenfor det deliberative demokrati vigtigt at man netop ikke lader eksperter bestemme alt. Her kommer folkeligheden ind. Men ikke enhver folkelig indvending er lige god, den skal baseres på argumentation og saglighed. Vi skal ikke have en offentlighed, hvor vi usagligt angriber hinanden. Det duer ikke at sige, at vi bør undlade at stemme på Helle Thorning-Schmidt “fordi hun går med Gucci tasker”. Hvis det skulle vise sig, at det rent faktisk er på denne måde “folket” tænker, så bør vi lære folk at tænke lidt mere kvalificeret. Hvis man skal argumentere for, at Helle Thorning-Schmidt ikke skal have magten, så må vi henvise til det saglige (hendes politik), og give begrundelser for, hvorfor denne politik fører til noget uhensigtsmæssigt. Heri ligger naturligvis en antipopulisme.

Indenfor dette syn på demokratiet spiller offentligheden en meget vigtig rolle. Det er sådan set her, den væsentlige politikudvikling bør foregå. Men det skal netop ikke længere (modsat de to ovenstående synspunkter) foregå gennem en informering. Nu er det vigtigt at aktivere borgeren. Fortalerne for det deliberative demokrati ser det derfor som en udfordring at overvinde den lidt pacificerende struktur, som ligger i massemedierne (hvor det faktisk er lidt vanskeligt, at give en aktiv stemme til borgerne). For hvis ikke vi får aktiveret flest mulige stemmer, så bliver magthaverne ikke udfordret tilstrækkeligt, og så kan de ikke træffe de bedste beslutninger på samfundets vegne.

I denne offentlighed er det afgørende vigtigt, at deltagerne er kritisk indstillede overfor hinanden. Ikke nødvendigvis i en konfrontatorisk forstand, hvor det gælder om at rive alt ned, hvad den anden bygger op. Det kan godt være, at man til tider rent faktisk formulerer sin kritik konfrontatorisk, men det længere mål ligger sådan set hinsides kritikken, idet det egentlige mål ikke er kritikken, men den efterfølgende gensidige kommen til forståelse — på et højere niveau.

Det vil sige: Den ene part fremsætter et synspunkt, som man skal forsøge at overbevise den anden part om rigtigheden af. For at lykkes med dette, er man nødt til at fremsætte argumenter. Men når man skal argumentere er man netop også nødt til at løfte begrundelserne fra, at man selv kan vinde noget ved det. Et argument, der skal overbevise flest mulige, må nødvendigvis tage udgangspunkt i, at det er til det fælles bedste. Ellers får det nok svært ved at vinde almen tilslutning.

Grundliggende ligger det også i argumentation, at argumenter kan møde kritik fra den anden part. Kritikken handler imidlertid ikke om at overvinde den anden, men at begge parter skal ende med at blive klogere. Så hvis den anden part lykkes med sin kritik, har man ikke vundet over den første part. Nej, begge parter er lykkedes med at blive klogere. Til gensidig glæde.

Idealet for offentligheden indenfor dette syn på demokratiet går altså ud på, at vi kan udfordre hinanden, således at vi alle bliver klogere på, hvilken vej vi skal gå med samfundet. Det forudsætter en offentlighed, hvor journalister i høj grad når ud til så mange forskellige dele af samfundet, og hvor journalister gennem moderation faciliterer, at der er en gensidig saglig udveksling, der sigter mod at vi gradvist bliver klogere på, hvad der er det fælles bedste.

Det deliberative ideal spiller i medierne typisk den største rolle blandt de medier, der gør meget ud af at fremhæve publicistiske idealer. Disse medier dyrker et ideal om, at borgerne skal udfordres og ikke nødvendigvis skal have det, som de gerne vil have. Men som samtidig også ser sig som kritiske overfor de politiske magthavere.

Deltagerdemokratiet

I deltagerdemokratiet er aktivitet lige så vigtigt som i det deliberative demokrati. Men deltagerdemokratiet ligner mere forbrugerdemokratiet i forhold til det antielitære. I deltagerdemokratiet er det primære argument for folkets deltagelse nemlig ikke nødvendigvis, at det fører til den bedste beslutning — her er man på linie med den forbrugerdemokratiske ide om, at det ikke rigtig giver mening at definere, hvad der er “den bedste” løsning.

Grunden til at deltagelse er vigtigt er, at det giver medejerskab til samfundets indretning. Ifølge deltagerdemokraterne giver høj deltagelse det bedste samfund, fordi vi føler en større ansvarlighed overfor noget, som vi selv har deltaget i at indrette.

Deltagerdemokratiets gode offentlighed har høj deltagelse af flest mulige borgere som det primære ideal. Herved ligner det den deliberative offentlighed. Men deltagerdemokraterne mener ikke, at man uden videre kan fremhæve den argumentative udveksling som den fineste. Dermed ikke sagt at enhver form for input fra borgerne er fint og godt. Grundspørgsmålet når man skal evaluere input til offentligheden må være, om det befordrer en aktiv deltagelse af flest mulige. Og om flest mulige føler, at de kan få indflydelse.

Bidrag dømmes derfor ikke nødvendigvis ude, bare fordi de ikke befordrer det, som visse eksperter mener er det bedste, men de kan godt dømmes ude, hvis de skaber en mobbeoffentlighed, eller en konfrontationsoffentlighed hvor for mange borgere ikke ønsker eller tør deltage. Journalistens opgave i denne offentlighed er altså, lidt ligesom i den deliberative offentlighed, at moderere bidrag, men ikke primært med henblik på, hvor “rigtige” eller “saglige” de er; snarere med henblik på hvilket fællesskab eller ytringskultur, de frembringer.

Det deltagerdemokratiske ideal spiller typisk den største rolle i lokale eller regionale medier, hvor den demokratiske legitimering netop ofte hæftes op på, at det skaber et fællesskab. Tilhængere af borgerjournalistik og tilhængere af at opdyrke de muligheder, der ligger i de sociale medier vil også typisk have en rigtig stærk tilknytning til deltagerdemokratiske idealer.

Referencer til videre læsning

David S. Allen & Elizabeth Blanks Hindman (2014). “The Media and Democracy: Using Democratic Theory in journalism Ethics”, pp. 185-203 i Wendy N. Wyatt (red.), The Ethics of Journalism. Individual, Institutional and Cultural Influences, London: I.B. Tauris.

Dette værk er licenseret under en Creative Commons Attribution-ShareAlike 4.0 International License.