I sensommeren 2018 har der udspundet sig en lille diskussion om brugen af boligøkonomer til at vurdere det overordnede landsdækkende boligmarked. Diskussionen er udsprunget af, at Magnus Barsøe (debatredaktør på finans.dk) kritiserede en artikel fra politiken.dk:

Senere uddybede han kritikken på Radio24syv og på journalisten.dk.

Jeg er jo ikke økonom, så jeg kan ikke vurdere økonomernes faktiske oplysninger i denne sag. Men jeg kunne godt tænke mig at give en lille kommentar på den grundlæggende journalistiske diskussion af, om man “kan” bruge bankøkonomer som “eksperter” i den slags sager.

På twitter udspandt sig efterfølgende en debat på de journalistiske præmisser (kan ses i sin helhed ved at klikke på billedet ovenfor), hvor bl.a. følgende indvendinger blev formuleret:…og lidt senere:Grundlæggende kan vi opsummere diskussionen således: Kan vi bruge bankøkonomerne som eksperter, hvis det, de siger, er sandt? Er det ikke lige meget, hvor de kommer fra, hvis bare vi bliver klogere af det, som de siger?

Spørgsmålet er af videre interesse, eftersom brugen af bankøkonomer til netop dette, faktisk er ganske udbredt. Min holdning er, at dette spørgsmål skriver sig ganske stærkt ind i min pointe om, at sandheden ikke er nok, når vi skal vurdere et journalistisk produkt. Derfor bør man i hvert fald være ganske varsom med at bruge bankøkonomer til den slags.

Hvorfor er bankøkonomernes sandhed ikke god nok?

Pointen går sådan set helt tilbage til en grundlæggende pointe i al strategisk kommunikation: Den dygtige kommunikatør holder sig altid til sandheden, men hvis man ønsker at manipulere med den offentlige mening, kan det være lige så stærkt at udvælge (prime, frame) hvilke sandheder, vi taler om.

Tilbage til bankøkonomerne: Når vi skal vurdere, om vi er ved at have en boligboble, så vil der altid være indikatorer, der peger den ene vej, og andre indikatorer der peger den anden vej. Hvis økonomi havde været så simpelt, at man bare kunne kigge på en enkelt parameter, så havde vi næppe haft behov for al det forsknings- og analysearbejde, som finder sted på det økonomiske område.

Derfor kan vi ikke nøjes med at kigge på, om det, som kilderne siger, er sandt. Det skal det naturligvis være. Men hvis man nu er part i sagen, hvilket banker jo åbenlyst er, så har man jo netop en interesse i, at bestemte sandheder får en stærkere bevågenhed end andre. Bankøkonomens faktiske udsagn kan alle godt være 100% sandfærdige — og alligevel give et fordrejet billede af den økonomiske virkelighed.

Derfor skal man være varsom med at bruge dem.

Nuancerne

Når jeg så ikke skriver, at man helt skal afvise bankøkonomer, så er det fordi, banker både kan tænke i kort- og langsigtede baner. På den korte bane er banker interesserede i at låne penge ud, og derfor har de en interesse i at nedtone tendenser, der kunne afholde potentielle kunder fra at henvende sig. Men på den lange bane er der naturligvis ingen banker, der har en interesse i, at et boligmarked skal løbe helt løbsk, fordi så ender de også med at miste penge.

Problemet er bare, at journalister kan have svært ved at vurdere, om en bankøkonom taler ud fra det korte eller lange sigt.

CC BY-SA 4.0 Dette værk er licenseret under en Creative Commons Attribution-ShareAlike 4.0 International License.

One thought on “Bankøkonomer som eksperter i boligmarkedet

  1. Lille sjovt efterspil: En time efter at jeg postede dette indlæg, fremførte Peter Smith, administrerende direktør på Nordea Kredit den samme pointe om, at udlånsinstitutionerne jo har en interesse i at få pengene igen. Det kom der følgende udveksling ud af 🙂

    Debat på Twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *