Pierre Collignon: Tilbage til virkeligheden. Gyldendal 2018

[Pixi-udgaven af denne anmeldelse finder du her: Link]

Alene det at få lov til at skrive en bog, der i bund og grund bare er en refleksion over begrebet “objektivitet” er en præstation i sig selv, som vi nok er mange filosoffer, der er lidt misundelige over. Det er på den ene side et begreb, der er tærsket langhalm på op gennem det meste af filosofihistorien. Samtidig er det også et begreb, der siden 1970erne og 1980erne efterhånden har meget få tilhængere.

Det er en tænksom bog — og tak for det! Det er også en bog som ganske overbevisende får vist nødvendigheden af at holde fast i objektiviteten som et ideal. Og det er en vigtig påmindelse, så også tak for det! Bogen får sådan set også vist — eller måske snarere demonstreret — hvorfor det kan være lidt svært at holde fast i begrebet. Men på dette punkt virker det knap så “villet” fra forfatterens side. Pierre Collignon ender i sidste ende med at få demonstreret objektivitetens uhåndterbarhed i de passager, hvor han forsøger at konkretisere snakken, og hvor han forsøger at vise, at et fokus på objektiviteten kan bruges til at skyde nogle uheldige mekanismer i offentligheden ned. Her får han, bag sin egen ryg, vist at lige så vigtig objektiviteten er, lige så vigtigt er det at indse, at objektiviteten altid er perspektivisk (og derfor aldrig uafhængig). Objektiviteten kan bruges til at skyde løgne ned med. Derfor kan den naturligvis også bruges til at nedskyde journalistik og meninger, der ikke grunder på ordentlig research. Men Pierre Collignon synes visse steder lidt for hurtigt at kunne affærdige den politisk farvede og den uprofessionelle offentlighed med, at den ikke har bund i objektiviteten, og her kommer han nok til at bygge på et for snævert begreb om objektivitet.

90% enighed på det principielle niveau

Pierre Collignon (PC) har skrevet en bog om en relevant udfordring for enhver demokratisk offentlighed, nemlig: Hvordan sikrer vi os, at den offentlige samtale ikke bliver ført på afveje og bliver styret af falske eller vildledende diskurser og informationer. Hans forslag er at genopvække et gammelt journalistisk ideal, objektiviteten, fra den Tornerosesøvn som den ligger i, efter at være blevet omkranset postmoderne torne. Jeg tænker at PC’s bog er en relevant påmindelse af, at den postmoderne kritik ikke kan føre til, at vi så giver slip på objektiviteten.

I PC’s forståelse fremstår postmoderniteten som et fjendebillede, men det er nok fordi han bygger dette på den overfladiske forståelse for postmoderniteten, som hersker i store dele af offentligheden. Det skal han ikke klandres for. Men faktisk er PC’s bud rigtig meget i tråd med de postmoderne kritikker (hvis bare vi forstår dem rigtigt):

Hvis journalister havde læst de postmoderne kritikker ville de også have kunnet forstå, at det faktisk slet ikke er pointen, at man skal give slip på objektivteten. Postmoderniteten (i hvert fald den filosofiske af slagsen) lærte os ikke, at enhver fortælling kan være lige god. Nej, tværtimod: Postmoderniteten burde have lært os, at ingen fortælling om det objektive er god nok. Hvis man er ægte postmodernist så vil man forstå, at det objektive netop altid står som en kritisk modstemme til de etablerede sandheder. Den står der hele tiden og spørger os: Har I nu fået det hele med (nej det har vi aldrig)? Kunne man ikke have set på det her fra et andet perspektiv, hvorved vi havde set noget helt andet (jo, det kunne man altid).

Objektiviteten i dette perspektiv (som både er PC’s og postmodernitetens) er med andre ord en kritisk objektivitet, der hele tiden er noget, vi skal stræbe efter, og som vi aldrig kan nå, men vi skal alligevel forsøge.

PC’s bog skal have stor ros for at bøvle ærligt med denne udfordring. På det principielle plan er jeg således nok omkring 90% enig med hans projekt. På min arbejdsplads (Danmarks Medie og Journalisthøjskole) forsøger vi at bøvle med dette problem i undervisningen i argumentanalyse og diskursanalyse. Og vi er netop ved at udrulle en ny studieordning, hvor det også bliver behandlet i videnskabsteorien.

Problemerne i den praktiske anvendelse

Men i hans konkrete analyser af konkrete fænomener i offentligheden fejler han i at holde fast i pointen. Og det er der en pointe i. For de sidste 10% i min vurdering handler om, hvor langt mon egentlig hans synspunkt kan hjælpe os i forhold til de konkrete udfordringer. PC foreslår nemlig at man holder fast i en objektiv metode, som kan blive en form for særkende, der dels giver journalister (og videnskaben) en særstatus i offentligheden, og dels måske kan være et oplagt ideal og værn imod at vi alternativt sætter grænser for en generel ytrings- og pressefrihed.

Min indvending i forhold til den pointe er, at PC’s forståelse for objektivitet i det konkrete bliver for snæver. Ganske vist er jeg helt enig med ham i, at en dyrkelse af det argumentative og rationelle er et supervigtigt skridt på vejen. Jeg har selv nogle år undervist i argumentanalyse og er helt enig i, at en fokusering på dette bør være et kendemærke for al journalistik. Netop fordi et argument udskiller sig fra andre retoriske strategier ved helt grundlæggende at forsøge og skabe en fælles platform mellem de talende. Argumentet handler grundlæggende om at hjælpe adressaten til at indse det, som taleren selv mener. Men argumentet er netop også grundlæggende åbent for, at adressaten kan enten acceptere eller afvise argumentet, og derfor bliver begge parter typisk bedre, des mere de går ind på denne strategi. Og jo mere journalisten kan etablere dette forhold til sin modtager, des stærkere en stemme og relevans vil journalisten fremstå med.

Argumentet handler om at nå til en fælles forståelse af, hvad der er sandt — i en eller anden ikke-subjektiv forstand.

Men spørgsmålet er, hvor langt dette fører os i forhold til konkrete uenigheder. PC diskuterer det ind i flere forskellige cases, hvor jeg her vil diskutere to af dem: (1) Den “irrationelle” bekymring omkring HPV-vacciner; (2) Den “alternative” journalistik på højreradikale medier.

(1) HPV-bekymringen

I kapitel 8 gennemgår PC en bekymring, der har ramt mange forældre til unge piger omkring HPV-vaccinen. En bekymring der ofte har været diskuteret i journalistiske kredse — men faktisk nok endnu mere i forskningsmæssige kredse — med en vis forundring. PC læser denne bekymring ind i en generel bevægelse af konspirationsteorier, hvor han påpeger at mange af disse teorier grundlæggende bygger på en irrationel mistænkeliggørelse, der ikke rigtig har noget faktuelt belæg. PC påpeger, nok med rette, at mange af disse bevægelser bygger på en omvendt bevisbyrde: “Kan du måske bevise, at CIA ikke stod bag 9/11″ Nej, det kan jeg ikke. Ligesom jeg heller ikke endegyldigt kan bevise, at enhjørninger ikke findes (s. 238).

Dette kan vi jo godt trække lidt på smilebåndet af, men lad os så lige prøve at overføre den til HPV: Kan du bevise, at HPV ikke skader min datter? Her kunne vi naturligvis godt sådan lidt nonchalant gentage den med enhjørningerne, men jeg er ikke sikker på, at et konkret forældrepar ville blive synderligt imponerede af den form for argumentation. Ganske vist har PC jo ret i, at der er stærk evidens for, at vaccinen kan beskytte piger mod en dødelig kræftsygdom (375 kvinder om året). Og ganske vist er der lavet mange videnskabelige undersøgelser, som ikke har kunnet påpege alvorlige bivirkninger. Så PC har ret i, at der findes en objektivitet, der peger på, at vaccinen er en god ide. Det videnskabelige blik har ikke kunne finde nogle bivirkninger. Påstanden om bivirkninger har altså tilsyneladende ikke objektivt belæg.

Men når man står med det dyrebareste man har mellem hænderne (sit barn), så er dette åbenbart ikke nok. Det er som om denne form for objektivitet ikke rigtig er stærk nok. Ja, det mest systematiske objektive blik (videnskaben) har altså ikke kunne finde noget… men det kunne jo godt være der alligevel.

Min pointe her vil være, at hvis vi skal tage PC’s principielle pointe alvorligt, så burde dette faktisk ikke undre os, og vi burde heller ikke slå det hen som ren irrationel føleri. Hvis vi skal forstå dette fænomen, skal vi netop forstå, at det er en bekymring for, om videnskabsfolkene nu også har forstået det objektivt givne godt nok. Det er jo netop et paradigmeeksempel på kritisk objektivisme: Hvad har disse videnskabsfolk konkret fået kigget efter? Har de spurgt til de rigtige ting? Findes der ikke andre måder at undgå sygdommen på? Er der et rimeligt forhold mellem at redde 375 kvinder om året i forhold til at udsætte 30.974 (i 2017) piger for en risiko? Kunne vi ikke vente et par år, så vi er helt sikre på, at videnskaben har undersøgt endnu flere aspekter?

Disse overvejelser kan man selvfølgelig være uenige i. Men de forældre, der er i tvivl, er det jo fordi de er stødt på fænomener, der ikke umiddelbart bliver indfanget af den videnskabelige italesættelse og analyse af virkeligheden.

PC bruger her desværre objektiviteten som en endelig given størrelse, der forholdsvis entydigt kan affeje de lidt usystematiske bekymringer, som forældre kan have forud for det famøse stik hos lægen. Og han glemmer her, at han netop selv har påpeget at objektiviteten er en kritisk målestok, der hele tiden kan udfordre den gældende viden. Selv videnskaben finder jo ind imellem ud af, at den før har taget fejl, og så længe den forsøger at fremstå som ufejlbarlig (som nok desværre var første del af mediestrategien, da HPV-bekymringen voksede frem), så har den netop gjort objektiviteten en bjørnetjeneste, fordi den kommer til at udstille en egen videnskabsteoretisk inkompetence.

Videnskaben blev først en hjælp, da den begyndte at tage de objektivt givne fænomener alvorlige, som fik forældre til at tvivle. Da man tog fat i de tilsyneladende eksempler på bivirkninger, og fik givet en overbevisende forklaring på, hvorfor de netop ikke rimeligt kunne tolkes som eksempler på bivirkninger fra vaccinen, men havde rod i andre forhold.

(2) Højreradikale alternativer

I diskussionen af nogle af de “alternative medier”, hvor PC særligt behandler højreradikale medier som denkorteavis.dk, newspeek.info og 24nyt.dk, forsøger PC også at bringe objektiviteten på banen som en afgørende forskel. Saglig journalistik adskiller sig fra de politisk farvede medier ved netop altid at forsøge at modbevise de påstande, hvorimod politisk farvede medier har en tendens til at lade informationer stå uprøvet hen, hvis det passer i den overordnede fortælling.

Her tænker jeg nok, at PC i forhold til de konkrete medier har en pointe. Det er nok ikke helt forkert at sige, at de politisk farvede medier har en tendens til at lade favorable pointer stå uden yderligere efterprøvelse. Det kan til en vis grad nok begrundes med, at de journalistiske ressourcer ofte er begrænsede på disse medier — men det kan næppe forklare det hele. Det hænger nemlig også sammen med, at der er objektive forhold, man ikke stiller spørgsmålstegn ved. Men dette er sådan set en pointe i ethvert perspektiv, at for at kunne være kritisk overfor ét forhold, er man nødt til at tage en række andre forhold for givne. Så når PC selv fx forholdsvist ukritisk bruger informationer fra FE til at slå en historie om 3600 amerikanske kampvogne ned (s. 247-8), så er det jo også et eksempel på, at han tager FE’s autoritet for givet (som stærkere end Arbejderpartiet kommunisternes. Det er jeg sådan set enig med ham i, men det er jo et eksempel på, at vi kun kommer ud af stedet, ved at antage visse forhold som ubetvivlelige.

Og her kan man nok et stykke af vejen hævde, at forskellen på PC og så en person som Jeppe Juhl (journalist på 24nyt og newspeek) er, at det er forskellige ting de tager for givet. Og derfor får Jeppe Juhl øje på objektive forhold, som PC (og jeg) har en tendens til at overse.

Så er det rigtig nok, at Jeppe Juhl helt afviser talen om objektivitet. Her har PC en korrekt pointe i, at dette kan føre os nogle uheldige steder hen. Men spørgsmålet er nok, om han ikke overgør pointen. For hvad mon Jeppe Juhl ville svare, hvis man spurgte ham, om det der bliver refereret skal være sandt? Jeg kender ikke Jeppe Juhls faktiske syn på dette spørgsmål, men jeg tænker at principielt set ville han sagtens kunne fastholde sandheden som et ideal. De farvede medier kan sagtens eksistere med et ideal om kun at beskrive den faktiske verden — men altså hvor man selektivt fremfører og vinkler de pointer, som man finder det relevant.

Hvis man skal tage pointen om den kritiske objektivitet alvorlig, er vi således nødt til at indse, at arbejdet frem mod objektive sandheder ikke nødvendigvis fører os tættere på hinanden. For der ligger altid en selektion i, hvilke dele af det objektive, som vi mener, er mest påtrængende.

Så kan PC selvfølgelig have ret i, at det er god journalistisk skik at prøve at høre “modparten”. Men hvem er “modparten”? I selve forståelsen af, hvem modparten er, ligger jo allerede en opsætning af en modstilling, der har et perspektiv. Det er jo dette, vi lærer i diskursanalysen. Det skal ikke afholde os fra, at forsøge at modbevise vores egne påstande. Men vi skal ikke tro, at dette forsøg gør os mindre selektive i vores vinkling.

For at tage et eksempel: Når traditionelle medier skriver om terrorangrebet d. 11. september 2001 så er de fleste medier enige om, at det meget sjældent at konspirationsteoretikere som Niels Harrit tages ind som “modstemme” til etablerede fortællinger. Det gør man ikke, fordi der i journalistiske kredse er almindelig enighed om, at disse synspunkter er for langt ude. PC giver fine begrundelser på dette i sin bog, og jeg er sådan set ikke nødvendigvis uenig i dette fravalg. Men ikke desto mindre viser det altså et systemisk fravalg i, hvad vi anser for at være relevante modstemmer. Og denne relevanssortering er aldrig diskursivt neutral. Den siger noget om, hvilke former for tvivl, vi vil lade vores syn på den objektive verden blive udfordret af.

Og min påstand vil være, at bagom alle de (mange!) fejl og mangler, der helt sikkert er ved en række af de frembrusende alternative medier, da er det netop denne relevanssortering, der driver behovet for — ja, alternativer.

Ytringsfriheden

Bogen rundes af med et lidt pudsigt kapitel om ytringsfrihed. I min læsning kommer det lidt til at stå som et “addon”, da ytringsfriheden ikke i særlig høj grad er tematiseret i de tidligere kapitler. Men jeg fornemmer egentlig at det er et ganske vigtigt kapitel for PC.

PC’s position lægger sig, helt eksplicit, ganske tæt op af liberale debattører som Flemming Rose og Frederik Stjernfelt, og folk der kender min position i debatten vil nok ikke kunne undres over, at jeg dermed har mine forbehold. Jeg er sådan set enig i grundpointen, at frihed og objektivitet må tænkes sammen (klarest formuleret s. 306), men jeg tænker så bare at de liberale debattører har et for naivt eller simpelt begreb om frihed.

Jeg deler hans bekymring overfor statslige organer til “opkvalificering” af den offentlige debat. Men jeg tænker måske nok at det virker en anelse naivt at tro, at man alternativt kan justere algoritmer til at “understøtte rationel samfundsdebat” (s. 329+331), og selv hvis det kunne lade sig gøre, har jeg svært ved at se, hvordan dette så ikke ville være en mild form for censur alligevel: Ytringsfriheden giver jo ikke så meget mening, hvis man får nogle algoritmer hos Facebook og Google til at overdøve ens ytringer i en grad, at ingen kommer til at støde på dem.

Jeg er egentlig også enig i PC’s anden grundpointe, at vi kunne få en mere sund offentlighed, hvis vi på en eller anden måde fik genindført et ideal om, at ytringer i offentligheden ikke blot handler om den enkeltes behov for at realisere sig selv (sin personlige frihed). Men jeg tænker så bare, at netop den liberale entydige fokusering på den personlige frihed, netop er med til at befordre den selvrealiserende og egocentrerede forståelse af, hvad det vil sige at tage del i offentlig udveksling (se mere herom her).

PC har jo nok ret i, at objektiviteten ville sygne hen uden ytringsfriheden. Men han overser, at for alle de ting, som ytringsfriheden kan være med til at muliggøre, så gælder det modsatte også: Ytringsfriheden kan også være med til at forhindre det. Så konkret her: Ja, ytringsfriheden er en nødvendighed for objektiviteten, men ytringsfriheden kan også være den væsentligste hindring for objektiviteten.

The NeverEnding Ending…

PC skal have tak for denne invitation til at gå ned ad objektivitetens veje. Hans bog bliver herved en påmindelse om, at objektiviteten er et helt nødvendigt begreb i vores interaktion med hinanden.

Objektiviteten er et nødvendigt begreb. Men det er også et umuligt begreb. Det svupper mellem hænderne på os, og vi er nødt til at bruge det samtidig med, at det hele tiden truer med at svuppe fra os. Objektiviteten kan bruges som et kampbegreb, hvor vi forsøger at vise, at de andre tager fejl. Men mere interessant er begrebet måske i virkeligheden, hvis vi prøver på at bruge det til at lade de andre vise os, at vi selv tager fejl.

Det er i hvert fald helt klart på disse stræk, PC’s bog har sine klareste styrker. Udgrænsningen af de alternative offentligheder er mindre overbevisende.

CC BY-SA 4.0 Dette værk er licenseret under en Creative Commons Attribution-ShareAlike 4.0 International License.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.