Kildebeskyttelse skal være en stærk institution i pressekorpset i et demokrati. Det er afgørende for at kunne undersøge vigtige samfundsforhold, at whistleblowers kan stå frem med kritiske oplysninger, der er afgørende for den demokratiske debat. Men lad os slå fast: Kilden, der lækkede oplysningerne om Jægerkorpsets indsættelse i Irak, er ikke en whistleblower. At afsløre fortrolige oplysninger om danske styrkers bevægelser i en krigszone, og dermed bringe deres liv i fare, er vel så tæt på en definition af landsforræderi, som man kan komme.

Kristian Madsen (i uddrag): http://blog.politiken.dk/madsen/2010/02/04/tv2-skal-politianmeldes/

Lav en Toulmin-analyse:

  • Påstand:
  • Belæg:
  • Hjemmel:
  • Styrkemarkører
  • Rygdækning
  • Gendrivelse
  • Holder det?

Min udlægning følger længere nede på siden 🙂

  • Påstand1: Kilden, der lækkede oplysningerne om Jægerkorpsets indsættelse i Irak, er ikke en whistleblower.
  • Belæg: At afsløre fortrolige oplysninger om danske styrkers bevægelser i en krigszone, og dermed bringe deres liv i fare, er vel så tæt på en definition af landsforræderi, som man kan komme.
  • Hjemmel: Whistleblowers må ikke begå landsforræderi
  • Rygdækning: Ingen nævnt
  • Styrkemarkør – påstand: er-ikke (helt afgjort…)
  • Styrkmarkør-belæg: vel-så-tæt-på-som-muligt
  • Gendrivelse: Ingen

Holder det?

  • Den største svaghed ved argumentet ligger nok omkring belæget. Er det egentlig sandt at liv blev bragt i fare? Derudover er der også noget uldent i styrkemarkeringen. Hvor stærkt er “vel-så-tæt-på-som-muligt” egentlig? Havde der ikke været et “vel”, så kunne det godt tolkes som en kategorisk udtalelse. Men det foranstillede “vel” udtrykker trods alt en usikkerhed, der gør at den kategoriske påstand ikke bliver fuldt belagt. Det havde været mere korrekt at sige “Kilden, der lækkede oplysninger om Jægerkorpsets indsættelse i Irak, er NOK ike en whistleblower”.

Alternativt kan man også læse indlægget som et argument for en påstand, der ikke nævnes direkte. Så får vi et andet argument, og en lidt anden problematik for journalisten:

  • Påstand2: (underforstået) Kilden, der lækkede oplysningerne om Jægerkorpsets indsættelse i Irak, skal ikke beskyttes
  • Belæg: Kildebeskyttelse gives til Whistleblowers
  • Belæg2: Denne kilde er ikke whistleblower (påstand1 ovenfor)
  • Dem af jer, der har læst kapitel3 i Lars Bjergs kompendie grundigt vil vide at dette er en ugyldig slutning. Jeg har forsøgt at illustrere det på diagrammet nedenfor. Det første belæg fortæller os, at kildebeskyttelse gives til Whistleblowers, men det fortæller os ikke, at det ikke også kan gives til andre. På diagrammet: Selvom alle whistleblowerne findes indenfor det felt, der får beskyttelse, så kan der jo godt være andre ting, der ligger indenfor dette felt.

[for de teknisk mindede]: Argumentet er et eksempel på at skribenten “benægter årsagen” (s. 34 i kompendiet):

Hvis Whistleblower så kildebeskyttelse
Ikke-whistleblower
————————————-
Derfor ikke kildebeskyttelse
======================
[teknik-slut]

For at redde argumentet er vi nødt til at vedhæfte en hjemmel. Jeg kan komme på to muligheder, der kan gøre argumentet gyldigt:

  • Hjemmel1: Det er KUN whistleblowers, der skal have kildebeskyttelse

eller

  • Hjemmel2: Der er i den konkrete sag ikke andre grunde til at give kildebeskyttelse

Sandheden af hjemmel1 kan man undersøge ved at kigge i reglerne for kildebeskyttelse

Sandheden af hjemmel2 vil også kræve at man går ind i reglerne for kildebeskyttelse, og finder ud af, hvilke andre grunde der kunne gives. Herefter vil man så skulle undersøge om disse grunde er relevante i denne sammenhæng.

CC BY-SA 4.0 Dette værk er licenseret under en Creative Commons Attribution-ShareAlike 4.0 International License.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.