Efter knap tre år med Thor Pedersen (V) som Folketingets formand retter oppositionen nu en skarp kritik af hans ledelsesstil. Oppositionspartierne mener, at Thor Pedersen alt for ofte optræder som bolværk for regeringen og glemmer, at han står i spidsen for hele Folketinget. “Jeg mener, at Thor Pedersen indimellem har svært ved at finde ud af, om han er regeringens repræsentant, aktiv Venstre-politiker eller Folketingets tillidsrepræsentant. En god formand agerer altid, i enhver sammenhæng og uden undtagelse som Folketingets tillidsrepræsentant. Der har været flere eksempler, hvor det ikke har skinnet igennem”, siger SF’s gruppeformand, Ole Sohn, til Jyllands-Posten. Også Socialdemokraternes gruppeformand, Carsten Hansen, sætter spørgsmålstegn ved Thor Pedersens evne til at “fordele sol og vind lige”. “Han er formentlig ikke færdig med at føre politik. Derfor betragter han sig som regeringens forlængede arm. Og det må man aldrig, når man er formand for Folketinget. Man skal være hele Folketingets formand”, siger han til Jyllands-Posten. Kritikken af Thor Pedersens ledelsesstil kommer, efter at oppositionen ved flere lejligheder mener at have oplevet, at formanden særligt tilgodeser den borgerlige blok ved møderne i folketingssalen. Senest vakte formandens beslutninger vrede hos både den radikale Margrethe Vestager, Socialdemokraternes Helle Thorning-Schmidt og SF’s Ole Sohn, da folketinget holdt debat om finansloven. Her mente oppositionen, at Thor Pedersen godkendte, at finansminister Claus Hjort Frederksen (V) fik ekstra lang taletid og efterfølgende slap for at stå til rådighed for debat. Thor Pedersen ønsker ikke selv at kommentere kritikken. Men de konservatives gruppeformand og præsidiemedlem, Helge Adam Møller, forsvarer hans ledelsesstil. […]
En mere læsevenlig udgave af artiklen findes her: http://politiken.dk/politik/1055518/oppositionen-thor-p-svigter-som-formand/
Lav en Toulmin-analyse på ovenstående:
- Påstand
- Belæg
- Hjemmel
- Rygdækning
- Styrkemarkør
- Gendrivelse
Holder det?
Min udlægningn følger lidt længere nede…..
–
–
–
–
–
–
–
- Påstand: Thor Pedersen lever ikke op til sin rolle som folketingets formand
- Belæg1: Optræder alt for ofte som bolværk for regeringen, og glemmer det øvrige folketing
- Belæg2: Der har været flere eksempler, hvor det ikke har skinnet igenne [at TP var folketingets tillidsrepræsentant]
- Belæg3: Han er formentlig ikke færdig med at føre politik. Derfor betragter han sig som regeringens forlængede arm
- Belæg4: TP tilgodeser ved flere lejligheder regeringen
- Belæg5: Claus Hjort Frederksen fik ekstra lang taletid og slap efterfølgende for at stå til rådighed for debat
- Hjemmel1 (artikuleret i teksten): En god formand agerer altid, i enhver sammenhæng og uden undtagelse som Folketingets tillidsrepræsentant.
- Rygdækning: Flere eksempler
- Styrkemarkør-påstand: Kategorisk — uden tvivl…
- Styrkemarkør-belæg: Alt-for-ofte, flere-eksempler/lejligheder
- Gendrivelse: TP afviser at gendrive, Helge Adam Møller forsvarer, men vi får ikke forsvaret at høre.
Holder det?
Argumentet er faktisk gyldigt uden nogen form for hjælp. Alene Belæg2 og den eksplicitte hjemmel1 gør at vi kan slutte til påstanden. I det konkrete eksempel, hvor hjemmelen er artikuleret meget kategorisk er det sådan set også tilstrækkeligt at kunne komme med eksempler. Hvis man ALTID skal gøre noget, så er det jo tilstrækkeligt at komme med bare et eksempel på det modsatte, for at vise, at man ikke opfylder sin forpligtelse. Derfor er der også fin harmoni mellem styrkemarkørerne for påstand/belæg
Det er altså gyldigt. Men holder det? For at vurdere det, må vi jo ind og se på sandheden af præmisserne. Sandheden af hjemmelen kan man undersøge ved at slå op i reglerne for folketingets formand. Mit gæt vil her være, at udlægningen er rigtig nok. Problemet er bare, at den er åben for fortolkning. Hvad forstår vi ved at være hele folketingets tillidsrepræsentant. Det er jo helt klart, at regeringen nødvendigvis på nogle punkter må have særlige beføjelser i folketings-samlingerne, så man kan ikke bare gå ind og påpege faktuelle uligheder, og så dermed have sit argument på plads. Så i sidste ende afhænger argumentets holdbarhed af, om de nævnte “eksempler” faktisk er eksempler på brud på hjemmel-reglen.
Det eneste konkrete eksempel vi præsenteres for er Belæg5. Den er isoleret set vel sagtens sand. Men for at den egentlig kan hjælpe os videre, så får vi faktisk brug for en ekstra hjemmel:
- Hjemmel2: Hvis ministre tildeles ekstra lang taletid, skal de også efterfølgende stå til rådighed for debat.
Kombinationen af Belæg5 og Hjemmel2 ville give en mere håndfast anvendelse af hjemmel1, og derfor være mere informativ end blot at høre oppositionens utilfredshed gengivet. Til gengæld er sandheden af hjemmel2 vel også mere kontroversiel. Nu får vi jo desværre ikke Helge Adam Møllers forsvar gengivet, men jeg kunne forestille mig, at han ville sætte ind i en kritik af hjemmel2.
Så på svaret om det holder, må vi jo nøjes med at svare et rungende “måske”. En god start fiser lidt ud i sandet til slut, og vi sidder tilbage med en slet-og-ret uenighed i fortolkningen mellem opposition og Helge Adam Møller, uden at have nogen mulighed for selv at tage stilling. Det er ærgeligt, når forarbejdet ellers var så godt.
Dette værk er licenseret under en Creative Commons Attribution-ShareAlike 4.0 International License.