Martin Laursen gør et opsigtsvækkende comeback for Silkeborg, hvor han har overtaget en skuffet Jim Larsens trøje nummer 4. […] – Jeg har længe ønsket at vende tilbage, og så hørte jeg om en klinik i Polen, hvor min tidligere holdkammerat Thomas Helveg har gået i årevis. Og hvis de har kunnet holde ham på benene i så mange år, tænkte jeg, at så måtte de gøre noget rigtigt. Og mine knæ har det faktisk meget bedre nu, siger Martin Laursen til tv2sport.dk. Derfor har forsvareren nu kunnet øge træningsintensiteten, og ifølge Silkeborgs træner Troels Bech er det en kæmpe gevinst for Silkeborg-holdet. (http://tv2sport.dk/node/52579)

Hvad er hovedpåstanden i ovenstående tekst?

Er hovedpåstanden sand?

Hvilke belæg for påstanden gives i teksten?

Hvilke yderligere præmisser ville der skulle til, for at gøre argumentet gyldigt?

Er alle de nødvendige præmisser sande?

Er argumentet holdbart?

Ville det kunne blive holdbart?

Løsningen findes længere nede 😉

Hvad er hovedpåstanden i ovenstående tekst?

  • Martin Laursen skifter til Silkeborg IF.

Er hovedpåstanden sand?

  • Nej, det var TV2’s aprilsnar i 2010.

Hvilke belæg for påstanden gives i teksten?

  • Martin Laursen har længe ønsket at vende tilbage (sandsynligvis sand — i hvertfald udtalt af den mest troværdige kilde — personen selv)
  • En klinik i Polen har fået Thomas Helveg på benene (nok sand — vi ved det ikke, men ML er kendt som ekspertkommentator, og forventes ikke at lyve her)
  • Martin Laursens knæ har det bedre nu (sandsynligvis sand)
  • Delkonklusion: Derfor har ML kunnet øge træningsintensiteten (ikke en tvingende konklusion, men den nødvendige hjemmel (hvis man får forbedret sin fysik, kan man træne mere) er ukontroversiel)
  • ML er en kæmpegevinst for Silkeborgholdet (nok sand: hvis ML kunne træne, er det meget sandsynligt at han ville være en gevinst for Silkeborgholdet; i hvert fald er Troels Beck en troværdig kilde på dét spørgsmål)

Hvilke yderligere præmisser ville der skulle til, for at gøre argumentet gyldigt?

  • SIF har brug for en forsvarsspiller af ML’s type (ligger muligvis implicit i Troels Becks udtalelse om at ML er en gevinst)
  • SIF og ML har kunnet blive enige om en kontrakt (nok sand, eftersom både ML og Troels Beck udtaler at det er en realitet)

Er alle de nødvendige præmisser sande?

  • Begge de nye præmisser er sandsynligt sande

Er argumentet holdbart?

  • Nu er dette jo et eksempel på en journalistisk spøg, som der er almindelig accepteret konsensus omkring. Første april må journalister gerne lyve. Men nu trækker jeg den alligevel lige ud til en argument-mæssig refleksion:
  • Reglen siger jo, at hvis argumentet er gyldigt, og alle præmisserne er sande. Men hvis alle præmisserne er sande, og argumentet er gyldigt, så burde påstanden jo også være sand. Og det ved vi, at den ikke er. Altså er argumentet heller ikke holdbart. Har det så alligevel været spildt arbejde, at lave argument-analysen? Nej, det har det ikke. Det vi her har været udsat for er, at tilsyneladende meget troværdige kilder har løget. Derfor var præmisser der så ud til at være skudsikre alligevel falske. Så vi troede at alle præmisserne var sande, men det var de ikke.
  • Pointen er imidlertid, at når man som journalist har gjort sit hjemmearbejde, og sikret sig, at man har haft gode grunde til at tro at præmisserne var sande, og at argumentet var gyldigt, så kan man ikke bede om mere. Så har journalisten sådan set sit på det tørre. Naturligvis kan man altid indvende, at journalisten burde have gjort mere for at sikre sig sandheden af de enkelte præmisser. Men her er vi ude i en vurderingssag. I det konkrete tilfælde er der næppe nogen, der vil kunne kritisere de valgte kilder (under normale omstændigheder). Derfor vil det her være kilderne — og ikke journalisten — der vil møde kritik (hvis det altså havde været en realistisk situation).

Ville det kunne blive holdbart?

  • Nej, man kan ikke lave et holdbart argument for en usand påstand. Hvis påstanden er usand, så må der enten være en falsk præmis eller argumentet må være ugyldigt.

CC BY-SA 4.0 Dette værk er licenseret under en Creative Commons Attribution-ShareAlike 4.0 International License.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.