Fiskeolie er lidt af et mirakelmiddel, der hjælper med at forebygge kræft, gigt og migræne Men sammen med sukker kan fiskeolien skade mere, end det gavner. Det skriver videnskab.dk. Ny dansk forskning viser nemlig, at fiskeoliens gode egenskaber afhænger af, hvad man ellers putter i munden. Forskere på Københavns Universitet har udført forsøg på mus og rotter med fiskeolie. […] Professor Karsten Kristiansen stod i spidsen for undersøgelsen. Den viste, at hvis man spiste sukker samtidig med fiskeolien, blev fiskeolien omdannet til fedt. Undersøgelsen viste dog ikke hvor meget – eller hvor lidt sukker, der skal til. […].  Karsten Kristiansen anbefaler […], at man tager sin fiskeolie om morgenen. – Jeg spiser selv fiskeolie, og jeg mener klart, at der er rigtigt mange gode argumenter for det. Men jeg tror faktisk, det kunne være rigtigt godt at tage det om morgenen, hvis man ikke spiser en masse sukker på sine havregryn. På den måde har jeg svært ved at se, at det skulle være skadeligt, tværtimod, siger professoren til videnskab.dk. (http://www.bt.dk/slank/saadan-skal-du-spise-din-fiskeolie)

Prøv at lave en Toulmin på ovenstående:

  • Påstand
  • Belæg
  • Hjemmel
  • Styrkemarkører
  • Rygdækning
  • Gendrivelse
  • Holder det?

Min udlægning følger nedenfor….

Jeg læser argumentet således:

  • Påstand: Det anbefales at spise fiskeolie om morgenen, hvis du ikke får sukker
  • Belæg1: Fiskeolie er lidt af et mirakelmiddel, da det forebygger kræft, gigt og migræne
  • Belæg2: Fiskeoliens egenskaber afhænger af, hvad man i øvrigt putter i munden
  • Belæg3: Mus og rotter bliver fede, hvis de spiser fiskeolie med sukker
  • Belæg4: Fiskeolie feder, hvis det spises sammen med sukker (vistnok en generalisering udfra det forrige belæg)
  • Hjemmel1: Hvad der gælder for mus og rotter, gælder også for mennesker (generaliseringen)
  • Hjemmel2: Msk ønsker ikke at blive fede
  • Rygdækning: Forskere, statistik
  • Styrkemakør-påstand: anbefaler
  • Styrkemarkør-belæg: tror-faktisk, lidt-af, forebygger-[helt-sikkert]
  • Gendrivelse: Ingen eksplicit

Holder argumentet?

Ja, det synes jeg. Der er en fin balance mellem styrkemarkørerne for belæg og påstand. Videnskabsmanden er ikke skråsikker, og siger, at man SKAL spise fiskeolien om morgenen, men det anbefales. Der er en rigtig fin rygdækning. Eneste svaghed i argumentet er nok omkring belæg4/hjemmel1. Jeg synes det er lidt uklart om man faktisk VED, at det også virker således hos mennesker (i så fald er hjemmel1 egentlig ikke nødvendig), eller om det er noget journalisten slutter udfra belæg3. Videnskabsfolk er ofte meget forsigtige med at generalisere, og meget ofte er de (med rette) uvillige til at slutte fra virkningen hos forsøgsdyr til virkningen hos mennesker. Så bare fordi vi ved, at det virker på den nævnte måde hos mus, er det ikke sikkert at det også virker således hos mennesker. Det skal der flere undersøgelser til. Her kunne journalisten derfor godt have været lidt mere klar.

CC BY-SA 4.0 Dette værk er licenseret under en Creative Commons Attribution-ShareAlike 4.0 International License.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.